Vi fandt to kvitteringer

Historien bag 2 kvitteringer fundet i bibliotekets kælder

(Hvis et navn eller årstal er markeret , så kan du klikke til en supplerende oplysning et andet sted på web-siden)

En artikel af Benny Mortensen, skrevet i december 2004

I et skab i bibliotekets kælder, der indeholdt gamle skolejournaler, fandt jeg to gulnede, lasede og sammenkrøllede stykker papir, som tydeligt var faldet ud fra deres sammenhæng, og nu var ved at gå til i al ubemærkethed. Da jeg forsigtigt havde fået de to stykker papir glattet ud, kunne jeg se, at det var to gamle håndskrevne kvitteringer, som med lidt mere lys kunne læses.
Jeg vil nu beskrive de to kvitteringer og fortælle historien bag dem.

Kvittering 1

Den første kvittering er skrevet på et stykke papir bredde/højde ca. 13 x 20,5 cm., med en meget flot håndskrift. Bag på papiret er skrevet med en anden skrift: ”Udgiftsbilag Nr.113.”

Teksten lyder således: Kvittering For at træde Orgelet i Vallensbæk Kirke 18 Gange a 17 Øre har jeg i Dag af Kommunekassen modtaget 3 Kr. 6 Øre, hvorfor herved kvitteres Vallensbæk d 3. April 1891 Søren Olsen At Søren Olsen har traadt Orgelet ovennævnte Antal Gan= ge, bevidnes H Paulsen
H. Paulsen har skrevet kvitteringen, og bevidnet udførelsen af arbejdet med sin underskrift. Søren Olsen har selv sat sin underskrift på kvitteringen.

For at få lyd fra orgelpiber skal der bruges luft, og i en tid uden elektricitet måtte luften skaffes fra bælgene, en slags blæsebælge beregnet til orgler. Når orgelet skulle spille, havde man en såkaldt ”bælgtræder” til at frembringe den nødvendige luft. Søren Olsen har altså været bælgtræder ved 18 kirkelige handlinger, og det får han nu sin betaling for.

Hvem er Søren Olsen?

Søren Olsen er klokker ved Vallensbæk Kirke, og har bolig i Klokkerhuset, som stadig ligger på Bygaden nr. 45.
Søren Olsen er født 3/8-1833 i Everød i det østlige Skåne omtrent 15 km syd for Kristianstad. Han udvandrede fra Sverige som 21årig og bosatte sig i Avedøre i 1854. I 1864 bliver han gift med Maren Hansdatter født 25/5-1844 i Vallensbæk, og som nygifte flytter de fra Brøndbyvester til Vallensbæk 9/11-1864. Her lejer de en stue hos stenhugger Hans Pedersens enke, som har det svært efter mandens død tidligere på året. Ved folketællingen 1870 bor de formodentlig i samme hus, med to andre familier. Enken er flyttet med sit yngste barn og er på fattighjælp.
Søren Olsen får døbt et barn i Vallensbæk Kirke 8/12-1872, og ved den begivenhed benævnes han som ”arbeidsmand”. Næste barnedåb er 29/4-1876, og her benævnes han som ”klokker”. Der er sket det, at Søren Olsen i begyndelsen af 1875 er blevet ansat som klokker ved Vallensbæk Kirke.
Kirken var indtil 1955 ejet af Den Nissenske Stiftelse, under bestyrelse af Københavns Magistrat. Derfor er det Københavns Magistrat, som den 24/8-1875 udsteder fæstebrev på ”Klokkerhuset” til Søren Olsen, der kan flytte familien til en bolig på 54 kvm med egen have.
Det er ikke vellønnet at være klokker, bortset fra boligen er det nærmest et bijob. Derfor må der suppleres med andre indtægter, for at få økonomien til at hænge sammen. I Søren Olsens tilfælde er det bl.a. graver og arbejdsmand.
Mere om Søren Olsen senere.

Hvem er H. Paulsen?

H. Paulsen er skolelærer i Vallensbæk 1887-1914. Egentlig hedder han Hans Poulsen, så det kan undre, hvorfor han skriver Paulsen. At det er samme person, er der dog ingen tvivl om. Jeg har sammenlignet håndskriften på kvitteringen med Hans Poulsens i en gammel ”Examens-Protokol for Vallensbæk Skole 1897-1911”, og det er den samme.
Hans Poulsen var som en del af lærerembedet organist ved Vallensbæk Kirke, og i perioder var han også kirkesanger. Dengang var det normalt, at nogle af disse opgaver blev varetaget af landsbyens lærer. Derfor har det også været naturligt, at han skulle attestere for, at Søren Olsen havde fortjent sine penge. Lærer Poulsen, der bor i lærerboligen ved skolen, er i øvrigt nabo til Søren Olsen.

Her er et udsnit fra et fotografi, som blev taget under skolens udflugt i sommeren 1896. Lærer Poulsen står til venstre i billedet. Hvem den cigarrygende herre er, ved jeg ikke. Men mon ikke det er en af de gårdmænd, som lagde hestevogn til udflugten? En af lærer Poulsens elever, min faster, der begyndte i skolen i 1898, har fortalt mig, at lærer Poulsen var en meget dygtig lærer. Hvis eleverne havde evnerne, kunne han føre dem frem til en præliminæreksamen, og det var der ikke mange landsbylærere, der kunne dengang. Min faster fortalte også, at lærer Poulsen havde lidt jysk i sin udtale, f.eks. i hvem, hvad, hvor og hvornår, og det var dejligt, når der var diktat, for så glemte de ikke h’et.

Lærer Poulsen beretter selv mere om sit liv i Vallensbækbogen af Jens A. Petersen siderne 132-134.

Kvittering 2

Den anden kvittering er skrevet på et stykke papir bredde/højde ca. 20,5 x 16 cm. Bag på papiret er skrevet med en anden skrift: Udgiftsbilag Nr. 30.

Teksten lyder således:           For at grave en Grav til Ole Olsen og for           Medhjælp ved Begravelsen er mig af Sogneraadet           betalt 2 Kr. 50 Ø            Valensbæk d 16. Nov. 1891                       Søren Olsen

Denne gang har Søren Olsen selv skrevet kvitteringen og ligeledes underskrevet.

Søren Olsen har tilsyneladende haft flere roller ved begravelsen, og vi kan regne med, at han som minimum også har fungeret som bærer, da kisten skulle til graven.

Hvem er Ole Olsen?

Ifølge kirkebogen: ”Død den 6. november 1891 i Gandløse, og begravet den 14. november i Vallensbæk, Ole Olsen Fattiglem, Gandløse Forsørgelsesanstalt. 66 Aar”.

Allerede her kan vi fornemme en af datidens ulykkelige skæbner. Men hvorfor er det gået sådan?
Umiddelbart er det ikke til at vide, men vi kan da prøve at følge Ole Olsen et stykke på vejen, ved at kigge på nemt tilgængelige kilder.
Ifølge kirkebogen er Ole Olsen født 20/6-1825 i Vallensbæk, som søn af ”Huusmand Ole Petersen og Hustrue Birthe Hansdatter”.
I folketællingen 1834, hvor Ole er 9 år, står faderen opført som husmand uden jord og arbejdsmand.
I 1840 hvor Ole er 14 år, bor han stadig hjemme, og er kun omtalt som barn. I 1845 fortsætter mønstret, Ole er nu 19 år.
Fattigfolks børn er for det meste ude at tjene allerede som 11-12årige, og få er hjemme længere end til konfirmationen. Gårdmandsbørn er oftest undtagelsen, for gårdejeren skal jo bruge arbejdskraft til sin drift, og han kan derfor have fordel af, at have børnene boende lidt længere.
Men en husmand og arbejdsmand har ikke råd til at føde på voksne børn, og heller ikke behov for deres arbejdskraft. Så der er nok en eller anden særlig grund til, at Ole stadig bor hjemme.
Sådan fortsætter det også ved tællingerne i 1850 og 1855.

Ved folketællingen i 1860 er moderen blevet enke. Ole er nu 35 år, men for første gang er der antydning af, at Ole bidrager til hjemmet, ”Lever af tilfældigt arbejde” står der.
I 1870 bor Ole stadig hjemme, han er 44 år, og ernærer sig af tilfældigt arbejde. Moderen, der er blevet 76 år, modtager fattighjælp.
Den 28/2-1874 dør Birthe Hansdatter 80 år gammel. Ole Olsen skal nu klare sig selv, men det kan han ikke. I tællingen 1880 står der: ”Ole Olsen, 53 år, forsørges af Sognet”.

Fattiglemmer

Fra 1890 til 1891 er der i Vallensbæk kirkebog opført 3 fattiglemmer, som er døde på anstalten i Ganløse, og de bliver begravet hjemme i Vallensbæk. Sognerådet har altså i 1880erne sendt nogle af sognets fattiglemmer til Ganløse. Måske for at spare penge, de sociale udgifter var en betydelig post på sognerådets budget. Men det kan også være, fordi de var plejekrævende.

Følgende oplysninger er indhentet fra Stenløse Historiske Forening:
I 1875 blev bygget en Arbejds- og Fattigforsørgelsesanstalt i den østlige udkant af Ganløse landsby. Sognene Ølstykke, Stenløse, Veksø, Slagslunde, Ganløse, Farum og Lynge-Uggeløse stod for opførelse og drift af denne store institution, som foruden personale rummede 115-125 fattiglemmer.
Lemmerne var en broget skare af gamle og yngre, idioter, blinde og syge samt en del forældreløse børn. Anstalten havde egen skolelærer, så børnene kunne blive undervist på stedet.
Anstalten var i lighed med andre tilsvarende anstalter, der blev oprettet i samme periode landet over, et forsøg på at effektivisere fattigvæsenet. På anstalten skulle lemmerne med deres arbejdskraft bidrage til den daglige drift og produktion af forbrugsvarer.
Arbejdsanstalten blev nedlagt i 1895 og udlejet til andet formål. Den nedbrændte i 1900.

Tilbage til Søren Olsen

Så vender vi tilbage til Søren Olsen, der i folketællingerne 1880 og 1890, benævnes som: ”Ringer i Sognet” og ”Klokker”. I folketællingen 1901 er Søren Olsen noteret som klokker og graver, men det er nok så som så med graverfunktionen, for der er også tilføjet ”under alderdomsunderstøttelse”. Det betyder, at Søren Olsen, der er 68 år, ikke længere alene kan forsørge sig selv.

Alderdoms-Understøttelse blev indført ved lov 9. april 1891. Loven var et stort fremskridt i den forstand, at den gav småfolk mulighed for, at klare sig igennem alderdommen, uden at skulle opleve vanæren under fattigforsorgen. Men den var ikke nogen automatisk rettighed, en række skrappe betingelser skulle være opfyldt, før der kunne blive tale om udbetaling af alderdomsunderstøttelse:
”Retten til forsørgelse gælder enhver mand eller kvinde som er fyldt 60 år, og som er ude af stand til at forsørge sig selv eller sine.

På betingelse af at vedkommende selv ansøger, har indfødsret, ikke er dømt for en i den offentlige mening vanærende handling, ikke er kommet i trang, fordi de har givet deres ejendele bort, eller har ført et uordnet og ødselt levned, eller på anden måde selv er skyld i deres nød, og udelukket er de, som i de sidste 10 år før det fyldte 60 år, har modtaget fattighjælp”.

Loven fortolkes på den måde, at virkelig tilstedeværende trang er en betingelse for at få alderdomsunderstøttelse.
Det betyder f.eks., at hvis en mand på 75 år mener, at han behøver 200 kr. om året for at klare dagen og vejen for ham og hustruen, og han søger sognerådet om beløbet, så kan sognerådet bedømme sagen på følgende måde:

Oplysningerne er hentet fra Sognerådstidende 1891-92, som var den vejledning også sognerådet i Vallensbæk brugte, når der f.eks. blev søgt om alderdomsunderstøttelse. Eksemplet har jeg lavet ud fra de retningslinier, som gives ved fortolkning af loven.

I folketællingen 1906 står Søren Olsen som ringer, med bopæl i Klokkerhuset. Han kan stadig varetage klokkerfunktion, og er derfor berettiget til at bo i klokkerboligen. I 1907 går den ikke mere, så må Søren Olsen og Maren flytte og leje sig ind i huset på matr.nr. 55a, som er Engvej nr. 12 i dag. I huset bor også tømrersvend Anders Pejtersen og hans familie. Søren Olsen dør 29/8-1914, hvorefter hans enke Maren lejer en stue i et hus på matr.nr. 50. Huset, som lå på Brøndbyvej nr. 195, er nedrevet for mange år siden. I huset bor i forvejen arbejdsmand Lars Peter Mortensen og hans familie. Her bor Maren Olsen indtil 1922, hvor hun flytter til stranden og tager ophold i Vejlehuset hos Frederik Petersen. Huset ligger stadig på hjørnet af Risingevej og Vejlegårdsvej. Maren Olsen dør 20/6-1923 i Vejlehuset.. På billedet til højre, som er et udsnit af et fotografi fra min fars konfirmation den 02. oktober 1921, ses Maren Olsen siddende ved siden af sin husvært Lars Peter Mortensen. Først da jeg skrev denne artikel, fandt jeg ud af, at enken Maren Olsen på konfirmationsbilledet var identisk med Maren Klokkers.

Søren Olsens søn og Klokkerhuset

Søren Olsen og Maren har den glæde, at en af sønnerne Harald Henrik Olsen kan overtage klokkergerningen i 1908, og får udstedt fæstebrev til Klokkerhuset. Det ses ofte i de gamle landsbyer, at stillinger går i arv fra far til søn.
Harald Henrik Olsen er født 15/9-1872 i Vallensbæk, hustruen Maren Kirstine Hansen er født 26/11-1869 i Tranegilde. De har 3 børn, da de flytter fra Brønshøj til Vallensbæk, og her får de yderligere et barn i 1909.

I Vallensbækbogen side 91 ses fotografiet herunder. Billedet viser en yngre kvinde og 2 børn foran Klokkerhuset angiveligt i sommeren 1902. Der står ikke hvem personerne er, men da vi ved, at der i 1902 boede et klokkerpar på 69 og 58 år, giver billedet umiddelbart ingen mening.
Jeg har undersøgt, hvor fotografiet stammer fra. Det er affotograferet på Vallensbæk Bibliotek i 1977, og indehaveren af det originale fotografi vidste kun, at det var Klokkerhuset i Vallensbæk, og det var fra sommeren 1910. Det står også bag på kopien. Og så giver billedet pludselig mening:

I døren til huset står klokkerkonen, Maren Kirstine Olsen 40 år gammel. Og foran lågen står to af klokker-børnene, Henrik der lige er fyldt 10 år, og Søren der bliver 6 år hen på efteråret.

Harald Henrik Olsen dør allerede 8/6-1916 på Københavns Amts Sygehus Frederiksberg. På det tidspunkt var han medlem af Vallensbæk Sogneråd.
Efter vedtagelsen af Kommunalloven af 20. april 1908, der bl.a. indførte hemmelig afstemning, fik jævne folk muligheden for, at blive valgt til sognerådet. Harald Henrik Olsen var blandt de første i Vallensbæk, da han blev indvalgt i 1913.
Efter Haralds død overtager hans enke Maren Kirstine Olsen klokkergerningen, og får fæstebrev på Klokkerhuset.

Klokkerhuset var, da det blev bygget, på to værelser og i alt 54 kvm. Ved udvidelsen omkring 1980 blev det 113 kvm. Den gamle del af Klokkerhuset, er den venstre halvdel af det, der i dag ligger på Bygaden 45.

Så meget historie kan der komme ud to gamle kvitteringer.