Vallensbæk anno 1834

Uddrag af S. Sterms beskrivelse af Vallensbæk 1834

Areal 1580 td land.
Taxering 1802 er 550 RBD pr tdl.
Sognet består af 69 Matrikler. Deraf 1 fæstegård, 22 selvejergårde, 6 selvejerhuse, 1 kro (fidtekroen), 25 jordløse selvejerhuse, 8 jordløse fæstehuse, Kirken, Fattighus, skolen eller Degneboligen, Klokkerbolig:
Der er nogen tørveskær, ingen skov, De fleste af sognet beboer henter tørv i Sengeløse, Lidøie ellen andet sted. Brændet hestes i Roeskilde, Kjøbenhavn eller i Sjællands nordlige skovegne.
Af vandløb er Store Vejleå og bæk der flyder gennem Vallensbæk, hvor den leje danner en liden dal. Udspringer i Moser eller vandsteder.
Sognet har ingen søer, dets søndre enemærker overskæres af Strandvejen son går til Kjøge.
Kirken er kun liden, med 2 klokker, dog stor nok til menigheden. Prædikestolen er ret smukt Billedhuggerarbeide på hvilket findes årstallet 1649 Døbefonden er udhugget af simpel kampesten.
Sognet danner et skoledistrikt, Skolen udgøres af den søndre længe af Degneboligen. Den indbyrdes undervisning og gymnastik er indført
Bygninger er her meget bedre end almindelig på landet, en stordel af af byen blev 1824 lagt i aske, gårdenes bygninger blev ved denne lejlighed udflyttet.
Mælkeproduktionen anvendes kun af de færreste til ost og smør, men bringer dem til Kjøbenhavn og afsætter dem der. Derfor må de selv købe disse varer.
Sognet danner et fattigvæsendistrikt der bestyres af den sædvanlige sammensatte fattigkommision.
I de senere år er de fattiges antal her i sognet tiltaget på en foruroligen måde. I 1830 var der kun 3 familier, hvortil kom 5 andre i 1833 var der 8 familier. Kirkeværgen Peter Lauritsen skænkede i året 1637 30 sletdaler, med var efterhånden steget til 50 sletdaler.
Vesten for Vallensbæk lå fordums et lidet kloster, hvoraf ethvert spor er forsvundet.

Modtaget fra Hans Nielsen

Om Vallensbæk Sygeforening af 1873

Denne fane har foreningen modtaget i november 2006.

Efter at have set fanen, fortalte Flemming Sklander sin mor om den gamle fane som foreningen havde fået. Hans mor fortalte derefter, at Flemming Sklanders bedstefar, Anders Pejtersen, i en periode opbevarede fanen. Anders Pejtersen skulle være fanebærer og stille med nypudset beslag på fanen, som repræsentant for Sygeforeningen til begravelser i kirken. Flemming Sklander mener, at det må havde været i perioden 1925-1935. Det var i den periode Flemming Sklanders mor boede hjemme, og derfor husker de fleste begivenheder fra denne tid. Avisudklippet til venstre om Anders Pejtersen, som er født d. 30-05-1877, er i anledning af hans 75 års fødselsdag. Billedet er taget foran smedjen med smedens lade og Engvej nr. 12 i baggrunden. Han står på en gammel møllesten, som vist nok i dag er omdannet til et fuglebad hos Lars Sørensen, der bor i Anders Pejtersens hus på Engvej nr. 12. I artiklen står der bl.a at Anders Pejtersen var æredsmedlem i Sygekassen Vallensbæk.

Kontakt foreningen, hvis du har flere oplysninger om sygekassen og/eller fanen.

Indberetning til Oldsagskommisionen af 1807

Underdanig Pro Memoria.

I underdanig Følge af den Høy Konglige Lommisions til Oldsagers Opbevaring Skrivelse til mig af 15tende Junii 1808; hvori jens anmodes at indberette; hvad der i Sognet matte findes nu og fremdeles dertil henhørende.

Jeg har dertil den Ære at svare følgende:

1. Paa Wallensbek Mark mod Norden findes 2de Høye eller Banker; hvilken begge skal efter gamle, endnu levende Folks Sigende, have været omringet med Steen; som deraf for nogle Aar siden ere bortførte for deraf at sætte Steendiger. Den eene af disse Banker ligger endnu paa Gaardmand Anders Hansens Jordlod heraf Byen.
2. Paa Wallensbek Mark son grændser til Stranden mod Kiøge Bugt, skal der efter beskrivelse i Pontopidans Atlas under findes en Kilde, hvis Vand skal være liige saa godt, som den bekiendte Roeskilde Vand. Der er endnu til, men ved nærmere Undersøgelse har jeg erfaret, at den er forvandlet ved Forsømmelse til et Vandsted for Kreature; hvilket er saameget meere at beklage, som Egnen har Mangel paa godt Vand og dette Vandsted tilbørlig oprendset; kunde haves saa særdeles i Nærheden af Byen. Dette indberettes i underdanig Følge af Kommisionens Spørgsmaal N. 5 og N. 9.
3. Hertil Byen findes en meget stor Tørvemose af mange Tønder Land bestaaende; den har tilform været Søe og seilbar fra Havet til henimod Roeskilde Kroe; hvilket saavel af ældre Efterretninger kand beviises, som og deraf bekræftes; at der endnu aarlig derpaa opgraves Skibsredskaber, ligesom og den tæt ved liggende Bye Tranegilde af sit navn lader formode, at denne store, nu til Tørvemose forvandlede Plads, tilform har været seilbar. Ieg indberetter dette; (skiøndt det ey egentlig er omspurgt af Kommisionen, dog, som jeg troer) Dens Opmærksomhed værdig og min Indberetning derom ey uvelkommen.
4. Her i Kirken findes nogle gamle Inscriptioner fra Aaret 1600de over i den Tid afdøde Mænd, som have tient paa Stedet og ved Deres Fata, som findes tydelig paa disse Inscriptions Beskrivelse ere særdeles mærkværdig. Disse kunde jeg have indsendt fuldstændig, men da jeg ikke vidste elle af Kommisionens opgivne Spørgsmaal udlede, at saadant enten fordres eller stemmede med Kommisionens Ønske; opsatte jeg at meddeele speciel Efterretning derom. Jeg er imidlertid tienstberedvillig til; om paa fordres; ufortøvet at indmelde disse Efterretninger.

Wallensbek d 21de Julii 1809
Underdanig

  A. Svendsen
  Sognepræst for Wallensbek

Modtaget fra Hans Nielsen

Historien bag 2 kvitteringer fundet i bibliotekets kælder

(Hvis et navn eller årstal er markeret , så kan du klikke til en supplerende oplysning et andet sted på web-siden)

En artikel af Benny Mortensen, skrevet i december 2004

I et skab i bibliotekets kælder, der indeholdt gamle skolejournaler, fandt jeg to gulnede, lasede og sammenkrøllede stykker papir, som tydeligt var faldet ud fra deres sammenhæng, og nu var ved at gå til i al ubemærkethed. Da jeg forsigtigt havde fået de to stykker papir glattet ud, kunne jeg se, at det var to gamle håndskrevne kvitteringer, som med lidt mere lys kunne læses.
Jeg vil nu beskrive de to kvitteringer og fortælle historien bag dem.

Kvittering 1

Den første kvittering er skrevet på et stykke papir bredde/højde ca. 13 x 20,5 cm., med en meget flot håndskrift. Bag på papiret er skrevet med en anden skrift: ”Udgiftsbilag Nr.113.”

Teksten lyder således: Kvittering For at træde Orgelet i Vallensbæk Kirke 18 Gange a 17 Øre har jeg i Dag af Kommunekassen modtaget 3 Kr. 6 Øre, hvorfor herved kvitteres Vallensbæk d 3. April 1891 Søren Olsen At Søren Olsen har traadt Orgelet ovennævnte Antal Gan= ge, bevidnes H Paulsen
H. Paulsen har skrevet kvitteringen, og bevidnet udførelsen af arbejdet med sin underskrift. Søren Olsen har selv sat sin underskrift på kvitteringen.

For at få lyd fra orgelpiber skal der bruges luft, og i en tid uden elektricitet måtte luften skaffes fra bælgene, en slags blæsebælge beregnet til orgler. Når orgelet skulle spille, havde man en såkaldt ”bælgtræder” til at frembringe den nødvendige luft. Søren Olsen har altså været bælgtræder ved 18 kirkelige handlinger, og det får han nu sin betaling for.

Hvem er Søren Olsen?

Søren Olsen er klokker ved Vallensbæk Kirke, og har bolig i Klokkerhuset, som stadig ligger på Bygaden nr. 45.
Søren Olsen er født 3/8-1833 i Everød i det østlige Skåne omtrent 15 km syd for Kristianstad. Han udvandrede fra Sverige som 21årig og bosatte sig i Avedøre i 1854. I 1864 bliver han gift med Maren Hansdatter født 25/5-1844 i Vallensbæk, og som nygifte flytter de fra Brøndbyvester til Vallensbæk 9/11-1864. Her lejer de en stue hos stenhugger Hans Pedersens enke, som har det svært efter mandens død tidligere på året. Ved folketællingen 1870 bor de formodentlig i samme hus, med to andre familier. Enken er flyttet med sit yngste barn og er på fattighjælp.
Søren Olsen får døbt et barn i Vallensbæk Kirke 8/12-1872, og ved den begivenhed benævnes han som ”arbeidsmand”. Næste barnedåb er 29/4-1876, og her benævnes han som ”klokker”. Der er sket det, at Søren Olsen i begyndelsen af 1875 er blevet ansat som klokker ved Vallensbæk Kirke.
Kirken var indtil 1955 ejet af Den Nissenske Stiftelse, under bestyrelse af Københavns Magistrat. Derfor er det Københavns Magistrat, som den 24/8-1875 udsteder fæstebrev på ”Klokkerhuset” til Søren Olsen, der kan flytte familien til en bolig på 54 kvm med egen have.
Det er ikke vellønnet at være klokker, bortset fra boligen er det nærmest et bijob. Derfor må der suppleres med andre indtægter, for at få økonomien til at hænge sammen. I Søren Olsens tilfælde er det bl.a. graver og arbejdsmand.
Mere om Søren Olsen senere.

Hvem er H. Paulsen?

H. Paulsen er skolelærer i Vallensbæk 1887-1914. Egentlig hedder han Hans Poulsen, så det kan undre, hvorfor han skriver Paulsen. At det er samme person, er der dog ingen tvivl om. Jeg har sammenlignet håndskriften på kvitteringen med Hans Poulsens i en gammel ”Examens-Protokol for Vallensbæk Skole 1897-1911”, og det er den samme.
Hans Poulsen var som en del af lærerembedet organist ved Vallensbæk Kirke, og i perioder var han også kirkesanger. Dengang var det normalt, at nogle af disse opgaver blev varetaget af landsbyens lærer. Derfor har det også været naturligt, at han skulle attestere for, at Søren Olsen havde fortjent sine penge. Lærer Poulsen, der bor i lærerboligen ved skolen, er i øvrigt nabo til Søren Olsen.

Her er et udsnit fra et fotografi, som blev taget under skolens udflugt i sommeren 1896. Lærer Poulsen står til venstre i billedet. Hvem den cigarrygende herre er, ved jeg ikke. Men mon ikke det er en af de gårdmænd, som lagde hestevogn til udflugten? En af lærer Poulsens elever, min faster, der begyndte i skolen i 1898, har fortalt mig, at lærer Poulsen var en meget dygtig lærer. Hvis eleverne havde evnerne, kunne han føre dem frem til en præliminæreksamen, og det var der ikke mange landsbylærere, der kunne dengang. Min faster fortalte også, at lærer Poulsen havde lidt jysk i sin udtale, f.eks. i hvem, hvad, hvor og hvornår, og det var dejligt, når der var diktat, for så glemte de ikke h’et.

Lærer Poulsen beretter selv mere om sit liv i Vallensbækbogen af Jens A. Petersen siderne 132-134.

Kvittering 2

Den anden kvittering er skrevet på et stykke papir bredde/højde ca. 20,5 x 16 cm. Bag på papiret er skrevet med en anden skrift: Udgiftsbilag Nr. 30.

Teksten lyder således:           For at grave en Grav til Ole Olsen og for           Medhjælp ved Begravelsen er mig af Sogneraadet           betalt 2 Kr. 50 Ø            Valensbæk d 16. Nov. 1891                       Søren Olsen

Denne gang har Søren Olsen selv skrevet kvitteringen og ligeledes underskrevet.

Søren Olsen har tilsyneladende haft flere roller ved begravelsen, og vi kan regne med, at han som minimum også har fungeret som bærer, da kisten skulle til graven.

Hvem er Ole Olsen?

Ifølge kirkebogen: ”Død den 6. november 1891 i Gandløse, og begravet den 14. november i Vallensbæk, Ole Olsen Fattiglem, Gandløse Forsørgelsesanstalt. 66 Aar”.

Allerede her kan vi fornemme en af datidens ulykkelige skæbner. Men hvorfor er det gået sådan?
Umiddelbart er det ikke til at vide, men vi kan da prøve at følge Ole Olsen et stykke på vejen, ved at kigge på nemt tilgængelige kilder.
Ifølge kirkebogen er Ole Olsen født 20/6-1825 i Vallensbæk, som søn af ”Huusmand Ole Petersen og Hustrue Birthe Hansdatter”.
I folketællingen 1834, hvor Ole er 9 år, står faderen opført som husmand uden jord og arbejdsmand.
I 1840 hvor Ole er 14 år, bor han stadig hjemme, og er kun omtalt som barn. I 1845 fortsætter mønstret, Ole er nu 19 år.
Fattigfolks børn er for det meste ude at tjene allerede som 11-12årige, og få er hjemme længere end til konfirmationen. Gårdmandsbørn er oftest undtagelsen, for gårdejeren skal jo bruge arbejdskraft til sin drift, og han kan derfor have fordel af, at have børnene boende lidt længere.
Men en husmand og arbejdsmand har ikke råd til at føde på voksne børn, og heller ikke behov for deres arbejdskraft. Så der er nok en eller anden særlig grund til, at Ole stadig bor hjemme.
Sådan fortsætter det også ved tællingerne i 1850 og 1855.

Ved folketællingen i 1860 er moderen blevet enke. Ole er nu 35 år, men for første gang er der antydning af, at Ole bidrager til hjemmet, ”Lever af tilfældigt arbejde” står der.
I 1870 bor Ole stadig hjemme, han er 44 år, og ernærer sig af tilfældigt arbejde. Moderen, der er blevet 76 år, modtager fattighjælp.
Den 28/2-1874 dør Birthe Hansdatter 80 år gammel. Ole Olsen skal nu klare sig selv, men det kan han ikke. I tællingen 1880 står der: ”Ole Olsen, 53 år, forsørges af Sognet”.

Fattiglemmer

Fra 1890 til 1891 er der i Vallensbæk kirkebog opført 3 fattiglemmer, som er døde på anstalten i Ganløse, og de bliver begravet hjemme i Vallensbæk. Sognerådet har altså i 1880erne sendt nogle af sognets fattiglemmer til Ganløse. Måske for at spare penge, de sociale udgifter var en betydelig post på sognerådets budget. Men det kan også være, fordi de var plejekrævende.

Følgende oplysninger er indhentet fra Stenløse Historiske Forening:
I 1875 blev bygget en Arbejds- og Fattigforsørgelsesanstalt i den østlige udkant af Ganløse landsby. Sognene Ølstykke, Stenløse, Veksø, Slagslunde, Ganløse, Farum og Lynge-Uggeløse stod for opførelse og drift af denne store institution, som foruden personale rummede 115-125 fattiglemmer.
Lemmerne var en broget skare af gamle og yngre, idioter, blinde og syge samt en del forældreløse børn. Anstalten havde egen skolelærer, så børnene kunne blive undervist på stedet.
Anstalten var i lighed med andre tilsvarende anstalter, der blev oprettet i samme periode landet over, et forsøg på at effektivisere fattigvæsenet. På anstalten skulle lemmerne med deres arbejdskraft bidrage til den daglige drift og produktion af forbrugsvarer.
Arbejdsanstalten blev nedlagt i 1895 og udlejet til andet formål. Den nedbrændte i 1900.

Tilbage til Søren Olsen

Så vender vi tilbage til Søren Olsen, der i folketællingerne 1880 og 1890, benævnes som: ”Ringer i Sognet” og ”Klokker”. I folketællingen 1901 er Søren Olsen noteret som klokker og graver, men det er nok så som så med graverfunktionen, for der er også tilføjet ”under alderdomsunderstøttelse”. Det betyder, at Søren Olsen, der er 68 år, ikke længere alene kan forsørge sig selv.

Alderdoms-Understøttelse blev indført ved lov 9. april 1891. Loven var et stort fremskridt i den forstand, at den gav småfolk mulighed for, at klare sig igennem alderdommen, uden at skulle opleve vanæren under fattigforsorgen. Men den var ikke nogen automatisk rettighed, en række skrappe betingelser skulle være opfyldt, før der kunne blive tale om udbetaling af alderdomsunderstøttelse:
”Retten til forsørgelse gælder enhver mand eller kvinde som er fyldt 60 år, og som er ude af stand til at forsørge sig selv eller sine.

På betingelse af at vedkommende selv ansøger, har indfødsret, ikke er dømt for en i den offentlige mening vanærende handling, ikke er kommet i trang, fordi de har givet deres ejendele bort, eller har ført et uordnet og ødselt levned, eller på anden måde selv er skyld i deres nød, og udelukket er de, som i de sidste 10 år før det fyldte 60 år, har modtaget fattighjælp”.

Loven fortolkes på den måde, at virkelig tilstedeværende trang er en betingelse for at få alderdomsunderstøttelse.
Det betyder f.eks., at hvis en mand på 75 år mener, at han behøver 200 kr. om året for at klare dagen og vejen for ham og hustruen, og han søger sognerådet om beløbet, så kan sognerådet bedømme sagen på følgende måde:

Oplysningerne er hentet fra Sognerådstidende 1891-92, som var den vejledning også sognerådet i Vallensbæk brugte, når der f.eks. blev søgt om alderdomsunderstøttelse. Eksemplet har jeg lavet ud fra de retningslinier, som gives ved fortolkning af loven.

I folketællingen 1906 står Søren Olsen som ringer, med bopæl i Klokkerhuset. Han kan stadig varetage klokkerfunktion, og er derfor berettiget til at bo i klokkerboligen. I 1907 går den ikke mere, så må Søren Olsen og Maren flytte og leje sig ind i huset på matr.nr. 55a, som er Engvej nr. 12 i dag. I huset bor også tømrersvend Anders Pejtersen og hans familie. Søren Olsen dør 29/8-1914, hvorefter hans enke Maren lejer en stue i et hus på matr.nr. 50. Huset, som lå på Brøndbyvej nr. 195, er nedrevet for mange år siden. I huset bor i forvejen arbejdsmand Lars Peter Mortensen og hans familie. Her bor Maren Olsen indtil 1922, hvor hun flytter til stranden og tager ophold i Vejlehuset hos Frederik Petersen. Huset ligger stadig på hjørnet af Risingevej og Vejlegårdsvej. Maren Olsen dør 20/6-1923 i Vejlehuset.. På billedet til højre, som er et udsnit af et fotografi fra min fars konfirmation den 02. oktober 1921, ses Maren Olsen siddende ved siden af sin husvært Lars Peter Mortensen. Først da jeg skrev denne artikel, fandt jeg ud af, at enken Maren Olsen på konfirmationsbilledet var identisk med Maren Klokkers.

Søren Olsens søn og Klokkerhuset

Søren Olsen og Maren har den glæde, at en af sønnerne Harald Henrik Olsen kan overtage klokkergerningen i 1908, og får udstedt fæstebrev til Klokkerhuset. Det ses ofte i de gamle landsbyer, at stillinger går i arv fra far til søn.
Harald Henrik Olsen er født 15/9-1872 i Vallensbæk, hustruen Maren Kirstine Hansen er født 26/11-1869 i Tranegilde. De har 3 børn, da de flytter fra Brønshøj til Vallensbæk, og her får de yderligere et barn i 1909.

I Vallensbækbogen side 91 ses fotografiet herunder. Billedet viser en yngre kvinde og 2 børn foran Klokkerhuset angiveligt i sommeren 1902. Der står ikke hvem personerne er, men da vi ved, at der i 1902 boede et klokkerpar på 69 og 58 år, giver billedet umiddelbart ingen mening.
Jeg har undersøgt, hvor fotografiet stammer fra. Det er affotograferet på Vallensbæk Bibliotek i 1977, og indehaveren af det originale fotografi vidste kun, at det var Klokkerhuset i Vallensbæk, og det var fra sommeren 1910. Det står også bag på kopien. Og så giver billedet pludselig mening:

I døren til huset står klokkerkonen, Maren Kirstine Olsen 40 år gammel. Og foran lågen står to af klokker-børnene, Henrik der lige er fyldt 10 år, og Søren der bliver 6 år hen på efteråret.

Harald Henrik Olsen dør allerede 8/6-1916 på Københavns Amts Sygehus Frederiksberg. På det tidspunkt var han medlem af Vallensbæk Sogneråd.
Efter vedtagelsen af Kommunalloven af 20. april 1908, der bl.a. indførte hemmelig afstemning, fik jævne folk muligheden for, at blive valgt til sognerådet. Harald Henrik Olsen var blandt de første i Vallensbæk, da han blev indvalgt i 1913.
Efter Haralds død overtager hans enke Maren Kirstine Olsen klokkergerningen, og får fæstebrev på Klokkerhuset.

Klokkerhuset var, da det blev bygget, på to værelser og i alt 54 kvm. Ved udvidelsen omkring 1980 blev det 113 kvm. Den gamle del af Klokkerhuset, er den venstre halvdel af det, der i dag ligger på Bygaden 45.

Så meget historie kan der komme ud to gamle kvitteringer.

JULEN I VALLENSBÆK PRÆSTEGAARD i 1860’erne

af Juul Bondo

I 1858 blev Niels Gumme Bondo (8.3.1814-11.7.1892) præst i Vallensbæk. Niels Gumme Bondo (* 8. eller 16. marts 1814 – † 11. juli 1892) var også præst i Vang og Thorup sogne i Nørrejylland fra 21. april 1848 til 18. december 1858. I 1841 lavede han en tegning af Vang runestenen, der derefter blev genopdaget.Han var gift med Anna Petrea Elisabeth Fog og sammen havde de bl.a. sønnen Peder Bruun Juul Bondo (7.10.1853-24.2.1915).

Denne søn har skrevet følgende barndomserindring om julen i Vallensbæk Præstegård i 1860’erne.

Omtrent to en halv Mil fra København i Nærheden af Køgebugt ligger den lille Landsby Vallensbæk. Den har kun omtrent 400 Indbyggere. Uagtet den i en vis Forstand ikke er saa langt fjernet fra Hovedstadens Porte, ligger den dog borte fra den alfare Vej, tilbagetrukken ligesom i fornem Ensomhed med hele Landets Stilhed og Fred over sig. Den har tre Fjerdingvej – eller, som man nu bør sige c. seks Kilometer til nærmeste Station, og Landevejen ligger langt borte. Den var – i det mindste den Gang, midt i Tredserne noget for sig selv ikke blot i Kraft af sin Beliggenhed, men også med Hensyn til Sæd og skik. Befolkningen var meget konservativ; naar der var Valgdag i Roskilde, afgaves én Venstrestemme, medens Resten gik til Højre. Kvinderne brugte endnu deres traditionelle Huer, og det var et smukt Syn ved Gilderne at se dem i de gyldenstykkes Huer med de lange flagrende røde Silkebaand.

Gaardene var store, flere havde ikke saa lidt over 100 Tdr. Land under Ploven foruden Strandengen nede ved Bugten og betydelige Parceller i den vidtstrakte Mose. Befolkningen var gennemgaaende velstillet, og Forholdene meget patriarkalske. Gaardejeren spiste ved samme Bord som sine Husmænd og Karle. Naar en af Husmændene, der tjente paa Gaarden, skulde have Brændsel til sit Hjem til Vinterbrug, fulgte det af sig selv, at han skar Tørven i Husbondens Mose og kørte dem hjem med hans Heste. Husmændene fik deres Kost paa Gaarden, men om Søndagen fik de Middagsmad med hjem til hele Familien. Paa en af Gaardene, hvor en Arbejdsmand, som havde arbejdet der i en længere Aarrække, døde i en forholdsvis ung Alder, kom Enken i mange Aar hver Lørdag Aften og modtog den samme Løn, som hendes Mand havde faaet.

Var der Gilde paa en af Gaardene, gik en Væver, der var Byens Bedemand, rundt med en Ridepisk i Haanden som en slags Marskalsstav og indbød Byens Folk, og han gik intet Hus forbi end ikke den fattigste Hytte. Ja! Til dem, der paa Grund af Sygdom eller Alderdom var bundet til Hjemmet, blev der sendt store Krukker, fyldte med Gildemad, for at ingen skulde staa helt udenfor Festen.

Midt i Byen laa den gamle Præstegaard med sine fire straatækte Længer. Fader drev selv en stor Del af Avlingen, saa der var Heste, Køer, Faar, Svin og andre Husdyr paa Gaarden. Naar hertil kommer Besætningen af Karle og Piger, vil det let forstaas, at der ikke var saa lidt Liv inde og ude. Ved Julen var der megen Travlhed; der skulde slagtes, bages og gøres rent, i lange Baner.

Fader var en studerende Mand, der ikke blot holdt sine Kundskaber ved lige men stadig forøgede dem; han læste blandt andet hver Dag Hebraisk. Han var en Lysets Mand, der paa mange Maader genspejlede det sande Lys. Ærligt troede han på sin Frelser og forkyndte hans Evangelium med Troskab. Han saa forunderligt lyst på Tilværelsen og vidste altid at afvinde en hver Ting, selv de Sorger, han maatte bære, en god Side. Han Havde alle de Vinduer i sin Stue der kunde anbringes. Bindene paa hans Bøger skulde være lyse, og han kunde ikke fordrage, naar Moder gik i mørke Kjoler. I en af Embedsbøgerne havde en Præst skrevet, at det var forgæves at prædike i Vallensbæk, thi selv om en Engel kom ned fra Himlen, vilde de dog ikke komme og høre ham. Det fortælles, at i Formandens Tid kunde der være mange Søndage i Træk, hvor der ingen Gudstjeneste var, fordi der ingen kom. Fader havde ikke de stærkt dragende Evner i sin forkyndelse men gennem sit trofaste Arbejde og sin ærlige forkyndelse lagde han en god Grund til at arbejde videre paa for sine Eftermænd. I de 28 Aar, han virkede som Præst i Vallensbæk, skete det aldrig, at der ikke kunde holdes Gudstjeneste om Søndagen.

Moder, der var en Søster til afdøde Biskop Fog, havde ikke Faders lyse Sind uden dog derfor at være nogen Sortseer. Hun havde et stort og varmt Hjærte, og hun ejede sine Børns fulde Fortrolighed. Det laa hende stærkt paa Sinde at holde Børnene til Troen på Frelseren. En Gang havde hun opskrevet alle vore Daabsdatoer og bad os om aldrig at glemme den Dag, hvor Vor Herre havde gjort os til sine Børn. Hendes sidste Ord, kort før hun døde, var en Tak til Gud: “Herren har været mig naadig, at han gav mig syv Børn, men den største Naade var dog den, at de alle syv holdt fast ved deres Frelser!” – De to Søstre var hjemme og hjalp Moder – ikke mindst i Juletidens Travlhed. Men hvor meget denne end fyldte hendes Sind, var der dog noget, der fyldte det endnu mere – og det var Længselen efter hendes Drenge, som hun ventede hjem fra Latinskolen; og Moder kunde længes.

Men hvem der ogsaa længtes og glædede sig til Julen, var Drengene. Jeg husker, hvorledes jeg havde lavet mig et Skema, hvor Tallet paa de Uger, Dage, Skoletimer, vi havde igen til Juleferien, var opført hver i sin Rubrik. Det blev paabegyndt den 1. Novbr., og Tallene ændredes efter hinanden, som Dagene gik. Der skulde købes Smaagaver til Julen, men Penge var det smaat med. Maanedspenge kendte vi ikke til, men Onkler og Tanter stak imellem noget til os. Saaledes mindes jeg tydelig en gammel Tante paa 90 Aar, Generalinde Høgh-Guldberg. Naar jeg kom ud til hende, blev jeg placeret paa en Skammel ved hendes Fødder for at fortælle Familienyheder. Lønnen var altid en Mark, som jeg betragtede som en hel Kapital.

Aftenen før lille Juleaften kom den længselsfuldt ventede Afrejse med Toget til Glostrup, hvor der var Vogn efter os – eller, hvad der den Gang ikke var saa sjældent, Slæde. Det er jo et stort Savn for Børn, der sendes bort til Latinskolen, at maatte være fra Hjemmet den største Del af Aaret. Men saa nyder de til Gengæld Ferien, som ingen andre kan det. Hvor gammel man bliver, glemmer man hverken den stormende glade Jubel, hvormed Ferien begynder, eller den Smerte, ja næsten Melankoli, hvormed den slutter – og for et Barn er Tiden til næste Jul en lang, grænseløs lang Tid.

Naar saa Vognen rullede ind i Præstegaarden, blev vi modtaget af Hundens glade Gøen; Fader og Moder stod selv i Entredøren med udbredte Arme, medens Pigerne fra Køkkendøren sendte os en fornøjet Hilsen. Hvor kunde vi mærke, at Moder havde tænkt og arbejdet paa at kunne traktere os med Pølser, Slagtemad, Kager og jeg ved ikke hvad. Gæstekammeret, der ellers stod med frosne Vægge, var en Uge forud daglig opvarmet og udluftet for at være hyggeligt og lunt.

Lille-Juleaftens Dag var vi Børn ude paa Ekspedition, to og to, for at indbyde alle Smaakaarsfolkenes Børn til at komme ind i Præstegaarden Juleaften, og saa havde vi Paalæg om ikke at glemme at minde dem om at tage deres Ske med. Vi var ventet, naar vi kom; Børnene spejdede efter os længe i Forvejen; de troede jo nok, de skulde bedes iaar ogsaa, men det var dog rart nok af faa Sikkerhed. Medens vi afleverede Invitationen til Mødrene, kigede vi op paa Væggen, hvor flagene, Kræmmerhusene og Nettene fra i fjor udgjorde en væsentlig Del af Prydelsen.

Selve Juleaftensdag var det vanskeligt at faa Tiden til at gaa, thi Aftenen med sin Fest og sine Gaver var jo egentlig hele Dagen. Men Formiddagen fik man jo da til at gaa ved at løbe på Skøjter, køre i Slæde og slaas med Sneboldte. Juleaften begyndte Kl. 5; til den Tid var Landsbyens Børn indbudt i et Antal af c. 30. De Gæster behøvede man ikke at vente paa, de skulde nok være paa Pletten til rette Tid, eller rettere en Time forinden. Som Præst i København kom jeg engang ind i en mindre Butik, hvor Konen besørgede Handelen. Hun var født i Vallensbæk, og vi kom straks i Samtale om Juleaften i Præstegaarden. Hun fortalte mig, at hun endnu ofte tænkte med Glæde derpaa og fortalte sine Børn derom. Hun føjede til, at hun tydeligt huskede, at hun altid var saa bange for at komme for sent og var i Tøjet flere Timer forinden.

De samledes udenfor Porten i deres bedste Stads, hver med sin Ske og et rent Lommetørklæde, der, som vi senere skal se, kom til god Nytte. Til det fastsatte Klokkeslæt blev de ført ind i Folkestuen, hvor der stod flere store Fade med dampende Risengrød med gode store Smørhuller, rigelig Kanel og sødt Øl. Det var en Fryd at se dem spise; det ene Fad blev tømt efter det andet, indtil de, der holdt længst ud, opgav Ævret. Bagefter kom der en vældig Mængde Æbleskiver paa Bordet, men de gik i Lommetørklæderne, thi de kunde ikke spise mere. Derefter kom alle Børnene op i den store Sal, der som i alle gamle danske Præstegaarde gik helt igennem Husets Bredde med Vinduer baade i Syd og i Nord. Den var ikke til at varme op og var derfor kun beboet om Sommeren. Her var der midt paa Gulvet stillet et stort Juletræ med Masser af Lys og Julepynt. Først blev der sunget en Psalme, hvorefter Fader talte om Julens Betydning; derefter dandsede Børnene om Træet og fik hver mange Godter i Kræmmerhuse, Kurve, Net o.s.v. Festen sluttede med en Psalme, hvorefter Børnene gik hjem glade og med mange Taksigelser. Eet Aar havde vor Vaskekone en lille Pige med, der ikke kunde gaa og derfor blev baaret paa Armen. Idet hun kom ind i Salen fik hun Øje paa et stort Speil, hvori Juletræet spejlede sig, og det var hun saa henrykt over, at hun hele Tiden vilde se i Spejlet, og ikke brød sig om det rigtige Juletræ.

Efter at Børnene var gaaet, holdt vi selv vor Juleaften, Den formede sig ret stille. Fader trak sig tilbage til sit Studerekammer for at arbejde videre paa sin Prædiken til Juledag, og derfor blev det Moder, der blev Midtpunktet i Dagligstuen, hvor Gaverne, der var lagt paa et Bord i Hjørnet henne ved det gamle Fortepiano, nu skulde omdeles. Særligt spændte var vi paa, hvad den store Kasse, som kom fra Onkel Fog i København, kunde indeholde. Jeg, der var opkaldt baade efter ham – Bruun Juul – og efter Tante Petra, hans første Hustru – Peter, fik i Reglen en større Gave, saaledes et Aar en hel Fløjlsdragt, hvorover jeg var meget stolt.

Juledag var vi alle i Kirke ogsaa alle Gaardens Folk, som paa nogen Maade kunde undværes derhjemme. Den lille smukke Landsbykirke, som ejedes af en velhavende Stiftelse og derfor var saa smukt holdt ved lige, var naturligvis fyldt til sidste Plads efter gammeldags Skik: Kvinderne paa den ene Side og Mændene paa den anden, Gaardmændene i de øverste Stole og Husmændene og Byens andre Folk i de nederste. Der var ingen varme i Kirken, og jeg maa tilstaa, at jeg som Dreng ofte var optaget af at betragte, hvorledes man kunde se alle Menneskers Aande i den frostfyldte Luft. Selve Gudstjenesten var enkel men højtidelig, om end den nedarvede Oftring paa Alteret virkede noget forstyrrende. Under en bestemt Psalme og paa et bestemt Sted i denne Psalme rejste Sognefogden sig og gik op til Alteret for at offre til Præst og Degn – og efter ham hele den øvrige Skare. Præsten fik mest, deraf kommer det gamle Ord: naar det regner paa Præsten, drypper det paa Degnen. Men det kunde ogsaa være omvendt, at Degnen fik mest, fordi Præsten ikke var afholdt. Da Præsten derfor engang i et andet Sogn sagde til Degnen: naar det regner paa Præsten, drypper det paa Degnen – svarede denne: “Ja! Hr. Pastor, men store Draaber er somme Tider bedre en fin Regn”. Denne Skik er heldigvis nu ophørt paa de allerfleste Steder i Danmark, thi nu vilde den virke ganske forargeligt, men dengang tog man det som noget helt naturligt.

Naar vi kom hjem fra Kirken, stod Frokostbordet dækket, og det staar for mig som et meget hyggeligt og indbydende Syn, ikke fordi Anretningen var saa flot, men Maskinen snurrede, Dugen var saa skinnende hvid – og allermest de store, velsmagende Sigtekager, hvis Mage jeg aldrig har smagt.

Julen forløb ellers med landlige Glæder i det frie: Skøjteløben, køre i Kane med Klokkespil o.s.v., samt hyggeligt Samvær inden Døre, hvor Ungdommen fra de nærmeste Præstegaarde og fra Landsbyen samledes. Flere Gange i Ferien blev hele Familien bedt ud paa flere af de store Gaarde i Sognet, hvor Traktementet var solidt og mangfoldigt. Saadanne Aftener glædede vi os meget til, og de hørte til de Ting, som vi regnede med at skulle opleve i Juleferien. Et af de Steder, hvor vi befandt os bedst, var hos en ældre Gaardmand, der altid gik med Kasket paa Hovedet inde i Stuerne. Han havde en mærkelig Samling af gamle Møbler, blandt hvilke et stort Uhr, der naaede fra Gulv til Loft, og kunde spille flere smukke Melodier. Med egen Haand bryggede han selv en udmærket Punsch til sine Gæster, og den blev serveret i en gammel, meget smuk, rund og trivelig Punschekande.

Naar hertil kommer det daglige Samliv med vore gode kærlige Forældre og vore Brødre og Søstre, den muntre og fornøjelige Stemning og den smukke kristelige Tone, der gik igennem det alt sammen, vil man kunde forstaa, at Julen i Vallensbæk Præstegaard bliver ved at leve i vor Erindring med alle sine lyse Minder, og at vi takke vore Forældre i deres Grav for det gode og velsignede Hjem, de gav os.

VALLENSBÆK LOKALHISTORISKE FORENING – november 2010

Se også hvordan julen forløb 100 år senere.

type=”text/css”>

En Englænders besøg i Vallensbæk 1874

Af Edmund Gosse.

I 1912 udkom en beretning oversat af Valdemar Rørdam (23.9.1872-13.7.1946) om 2 besøg i Danmark i årene 1872 og 1874. Besøget i 1874 er set med Vallensbæk øjne interessant.

Edmund William Gosse (21.9.1849-16.5.1928) var en engelsk digter, forfatter og kritiker. Han lærte sig selv at læse dansk ved at stave sig igennem romanidyllen Nøddebo Præstegaard. Edmund Gosse var i Danmark både i 1872 og i foråret 1874 hvor han boede hos daværende provst Bruun Juul Fog ved Holmens kirke i København.

Efterfølgende gengives den beretning som Edmund Gosse har skrevet efter et besøg han foretog sammen med Provst Bruun Juul Fogs søster Frk. Aline Fog i Præstegåden og to bøndergårde i Vallensbæk i slutningen af maj 1874.

“Vi begyndte vort Æventyr ved den lille Landstation Glostrup, hvor vi stod ud af Toget og satte Kursen vestpaa ud over det graa Land, hvis eneste Linie var den flade Horizont. Ved Stationen ventede der en slags Køretøj, som de vistnok ret eufemistisk kaldte en Berlinervogn; det var os, den var sendt efter, fra Præsten i Vallensbæk, som vi skulde ud til. Vi var snart i Slutningen af Maj, det var høj Himmel og Solskin, men bidende Koldt. Kusken Christian kom slæbende med en Bjørneskindspels; den rakte Frøken Aline til Hælene; der blev stillet en Stige til Vognen, vi fik hende forsigtigt op under Kalesjen, en Skindtrøje blev hægtet sammen over Pelsen, en Foerværkskrave over Trøjen igen; og da hun endelig havde faaet en stor Bæverskindshætte ned om Ørene, sad hun jo godt gemt, kun med Øjnene og Næsetippen synlige.

Ogsaa Christian og jeg blev godt pakket ind, skønt noget mindre overdaadigt; og dog bed Blæsten saa gennemtrængende, at vi næppe var kommen i gang, før Frøken Aline ynkelig bad om at faa lidt mere paa. Berlineren var fuld af hemmelige Rum, og fra et af dem tilvejebragte den gode Christian et ubestemmeligt Klædebon af anselig Størrelse og Vægt, som nu blev svøbt om hende, saa hun helt blev borte som et usynligt og Uhørligt Væsen et eller andet Sted inde i den uhyre Tøjbylt. Kvartmil efter Kvartmil rullede vi ud af den øde Landevej med den frugtbare sjællandske Jord udbredt saa flad som en Pandekage paa alle Sider af os lige til den uendelige Horizont. Endelig nærmede vi os dog til Landsbyen Vallensbæk og skrumlede til sidst ind gennem Porten til den pyntelige Præstegaard. Alt var stille, da vi kom; men snart rystedes Himmelhvælvingen af rungende Velkomstraab; det var en lystig og ægte dansk venlig Hilsen, der modtog os. Saadan begyndte det; og vi tilbragte nu en fredelig og fornøjelig Dag hos den jævne og hjertelige Præstefamilie, hvis Medlemmer alle som een anstrængte sig af fuld Kraft, for at deres Gæster skulle befinde sig vel. Med Husets Damer gik vi en Tur over de vældige gummigule Rapsmarker, som gnistrede og blinkede i Solen, ned til Kysten, en underlig flad sumpet Kyst, hvor der hverken fandtes Sten eller Sand, kun en næsten umærkelig Overgang fra graa Jord til graat Vand. Langs denne noget udflydende Strandbred voxede der nogle spæde smaa vilde Lavendler og en slags dødningeagtig Strandkaal. Til alle Sider ledte Øjet forgæves efter saadan noget som en Brink eller en Høj. De vidstrakte, trist jordfarvede eller farveløse Fladet bød ikke Ens Blik andre Hvilepunkter end de unaturligt straalende Rapsmarker, der kastede som en Kaabe af Guldbrokade over Jordens Nøgenhed.

Da vi kom tilbage, gik vi ud og besøgte flere af Sognets rigeste Bønder; Bonde svarer til vort engelske “yeoman”. Al Jorden der omkring var delt imel-lem de saakaldte Gaardmænd, selvejende Bønder, som atter udlejede mindre Lodder til de saakaldte Husmænd; af dem fandtes der en Del med hver en Tønde Land eller to til sit lille Hus. Der fandtes ingen større Godser i Egnen om Vallensbæk; man fandt altsaa her et typisk Exempel paa den demokratiske Samfundsordnng, der indførtes i Danmark ved Grundloven af 1849. Den er nu trængt igennem næsten overalt. Allerede i 1874 var Fæstegodset i Gradvis Overgang til Bønderne, og nye Stamhuses Oprettelse forbudt. Nu er Overgan-gen saa godt som fuldbyrdet, og Danmark staar som det første Land med en fuldkommen demokratisk Fordeling af Jorden.

Vort første Besøg gjaldt Sognets rigeste Bonde, Per Hansen (Engbjerg-gård). Vi kom op over den store Gaardsplads uden at møde nogen, gik saa ind ad Gangdøren og var strax inde i Husets “Dagligstue”, det Rum, hvor Familien tilbringer hele sit Liv til Daglig, spiser og opholder sig, tager mod Gæster og Sover; Sengene var anbragt i dybe, lukkede Alkover langs Indervæggen. Saa kom Konen ind, og vi udvexlede meget ceremonielt en Række Høfligheder. Jeg blev forestillet som en ung Englænder, der gærne vilde se en rigtig smuk og karakteristisk dansk Bondegaard. Det blev vel optaget; vi maatte da versgo endelig se hele Huset. Hun viste os Vej, og vi opdagede nu, at der bag det daglige Opholdsværelse laa tre rummelige Stuer, som alle var paafaldende smukt udstyrede med gamle Egetræsmøbler og Møbler af ibenholt sort Valnød fra det syttende Aarhundrede. Det forbavsede os her at finde et Bohave, der vilde have været en Pryd for ethvert Museum; men det viste sig, at Møblerne stammede fra et adeligt Herresæde i Nabolaget, hvor de var bleven købt paa Auktion ved Familiens Fallit. Nu kom Bonden selv ind fra Marken, en gammel Mand saa skrumpen som en Nøddekærne fra ifjor, og klædt som en simpel Arbejder, men med et fuldkommen sikkert Væsen. Han bukkede tørt for os; gjorde ingen Undskyldninger. Tværtimod, naar han saa os kigge beundrende efter det ene og det andet, saae han ud, som tænkte han ved sig selv: “Ja, kig I Kuns! Det er nok værd at se”. Men i eet Tilfælde svigtede hans værdige Holdning; han var barnagtigt ivrig efter at fremvise en Spilledaase, et forgyldt Stykke Snurrepiberi, som vi endelig skulde høre. Han plantede os med stor Be-stemthed i hver sin udskaarne Egetræs Stol, hvor vi pænt fik Lov at sidde og høre ham dreje den afskyelige Spilledaase, en og samme Melodi om og om igen, til Taarerne stod os i Øjnene af undertrykt Gaben.

Da han endelig havde plaget os tilstrækkelig med sin Spilledaase vendte Per Hansen sig til mig og komplimenterede mig med største Højtidelighed for mit gode Dansk; det Sprog, sagde han, var ellers ikke mange Engelskmænd i stand til at lære. Selv kunde han ikke et Ord af noget udenlandsk Tungemaal. Saa vilde han i sin Gæstfrihed endelig, at vi skulde have noget at spise; vi tog en Bid Kage og nippede til et Glas hjemmebrygget Frugtvin. Imens talte han Politik, forsigtigt og snildt som en ægte Bonde, brugte mange Ord, men passede nøje paa ikke at blotte sig, selv overfor saa fredsommelige Gæster. Mange af de Emner, han drøftede, var hentede langt udenfor hans egen Verden, som da han pludselig spurgte mig: “Hvordan mener nu De, Herre, at Sagerne staar ovre i Spanien”? Det var, om jeg mindes ret, en Hentydning til Serranos Felttog mod Carlistene og Udsigterne for den spanske Republik. Da vi endelig uden at fornærme nogen kunde bryde op, ledsagede Manden og hans Kone os meget formelt ud til den yderste Grænse af deres Ejendom. Pludselig stod de stille, og Per Hansen sagde: “Her ender min Jord”. Der skiltes vi saa; vi takkede for venlig Modtagelse, og med megen Værdighed trak den gamle Bonde og Hans Viv sig tilbage.

Et Punkt, som Per Hansen var stærkt interesseret i at faa Oplysning om, var Prisen paa Fødevarer i England; og da jeg efter bedste Evne have forklaret ham Stillingen, hensank han i dyb Eftertanke uden at sige noget. I den næste Gaard vi kom til, hed Manden Per Larsen (Mariehøj); han gjorde mig nøjagtig samme Spørgsmaal. Min Ven, Hr. Maurice Baring, for hvem jeg engang har omtalt dette Træk, paastaar, at naar en Englænder kommer ind til en russisk Musjik, møder han altid strax dette Spørgsmaal. Jeg overlader den socialøkonomiske Videnskab at forklare Grunden til dette særegne Videbegær. Hr. Larsens Gaard var en Modsætning til Naboens; hos Per Hansen var alt gammeldags, her var Udstyret fransk, Møblerne frisk fra Palais Royal, forgyldte og moderne. Stedet i sig selv var ikke nær saa interessant, men vi havde en meget indtagende Foreviserske i Husets ældste Datter, en nydelig ung Pige med den Mælke-og-Blods Hudfarve og det korngyldne Haar, som er den smukkeste danske Type. Hendes Væsen var venligt og utvungent, hun var ordsnild uden Ubeskedenhed, og det interesserede mig i høj Grad, da jeg hørte, at hun var et Exempel paa en ny Type, den unge Pige, som har faaet sin Opdragelse paa Folkehøjskolen, gennem den her dyrkede Form af mundtlig Undervisning og almen aandelig Paavirkning.

Den Bølge af arkæologisk Opdrageriver, som paa den Tid overskyllede Danmark, saa hver Høj skulde udgraves, hver kalket Væg skalles af, havde kastet sig med særligt Raseri over Landsbyen Vallensbæk. Halvt smigret, halvt ærgerlig over det, fortalte Præsten, at et Par Oldgranskere – “disse Pilfingre, som aldrig kan lade noget være i Fred” – var kommen derud fra Oldnordisk Museum i København og endelig villet have Lov til at rumstere i hans Kirke. De havde sat Stiger til og var krøbet hen langs med Loftsbjælkerne; de havde banket og skrabet, og fjærnet Aarhundreders Lag af Snavs. Men saa fandt de ogsaa noget: hele Loftet i den mørke lille ældgamle Kirke var dækket med middelalderlige Malerier. Dem førte nu Præsten os over til og viste os dem. Enkelte var fjærnede, og vi fik Forklaringen. Figurerne i disse Firkanter, sagde Præsten – og saa rullede han med Øjnene og trak paa Skuldrene – var saa groteske, at han virkelig ikke kunde prædike Evangeliet med noget saa anstødeligt lige over Hovedet paa sin uskyldige Menighed. Det havde han sagt til de lærde Herrer fra København, og de havde svaret: “Vel; de maa ikke overkalkes igen, men hvis De ikke vil have dem siddende, hvor de sidder, saa tager vi dem med ind til Oldnordisk Museum! “Og det gjorde de”.

Om de i beretningen nævnte personer og gårde kan oplyses følgende:

• Per Hansen må være gårdejer Peder Hansen, der ejede Engbjerggaard og bl.a. var medlem af sognerådet i 1874-76. Han var født 12.1. 1814 i Vallensbæk. Døde den 17.2.1893 og blev begravet på Vallensbæk kirkegård den 24.2.1893 (kilde for fødsel, død og begravelse: Kirkebøger for Vallensbæk Sogn 1814-1843 og 1892-1919). Han var således 60 år i 1874, da Edmund Gosse kalder ham en gammel mand.
• Den anden bonde må være Peder Cortsen Larsen, der i flere perioder var medlem af sognerådet (dog ikke i 1874-76) og ejede gården Mariehøj. Han er født i Vallensbæk 7.4.1822 (kilde: Vallensbæk Sogns kirkebog 1814-1843). Er ifølge Vallensbæks kirkebog for perioden 1877-1891 den 22.2.1887 blevet fundet død, hængt i sin celle nr. 21 i Københavns Amts Arresthus. Blev begravet i Vallensbæk den 28.2.1887.Det efterfølgende, skrevet med kursiv, er tilføjet i maj 2011.
  Om Peder Larsens død kan oplyses følgende fundet i Dagbladet Politiken fra 23.2.1887 på side 1 i spalte 3 og 4, hvor der i artiklen “Bedragerierne ved Frederiksberg Sporvejsselskab” blandt andet står: “Hermed er Sagen foreløbig ude af det frederiksbergske Politis Hænder. Men forinden dette skete, foretoges atter en Arrestation, som staar i Forbindelse med den i Lørdags anholdte Arbejdsmand Sallings Fængsling. Det var Gaardejer og Sognefoged Peder Larsen af Vallensbæk. Hans Anholdelse har vagt en ikke ringe Opsigt, da han stedse har nydt almindelig Tillid, har været Sognefoged i en Snes Aar, og i 1885 blev dekoreret med Dannebrogsmændenes Hæderstegn”. I Dagbladet Politiken fra 24.2.1887 på side 2 i spalte 4 er der følgende korte notits “Bedragerierne ved Frederiksberg Sporvejselskab. Den af os igaar omtalte arresterede Sognefoged Peder Larsen af Vallensbæk har igaar Nat aflivet sig ved Hængning i Arresten”. I Dagbladet Politiken fra 23.11.1887 på side 3 i spalte 3 står der blandt andet følgende: “Efter den 12. September 1885 og indtil Begyndelsen af 1888 blev Vejningen paa Kjøbenhavns Sporvejsselskabs Vægt besørget af Tiltalte Charles August Salling. Denne har paa samme Maade i det anførte Tidsrum mod Ekstrabetaling svigagtigt forsynet Arrestanten Peder Andersen med urigtige Vægtsedler og derved sat denne i Stand til at besvige Frederiksberg Sporvejsselskab for et Beløb af ca. 900 Kr. Ifølge sin Forklaring, som maa lægges til Grund for Sagen, har Tiltalte Salling endvidere paa samme Maade og i lignende Øjemed udstedt urigtige Vægtsedler til en Sognefoged i Vallensbæk, som da Undersøgelsen i den Anledning blev indledet mod ham, aflivede sig”.
• Hvem præstens kusk Christian er vides ikke. Det kan muligvis være den ugifte 34-årige Kristen Hansen, født 18.10.1836 i Torslunde Sogn (kilde: Kirkebogen for Torslunde Sogn 1815-1840), der ved Folketællingen 1870 var tjenestekarl i Vallensbæk Præstegaard.

VALLENSBÆK LOKALHISTORISKE FORENING – oktober 2010 og maj 2011

I dag (2019) er snedkeren flyttet og adressen har fået navneforandring til Vallensbæk Strandvej 8

Forord:

For et års tiden siden læste jeg Glostrup Bogen III, udgivet af Historisk selskab for Glostrup,
Brøndbyerne, Herstederne og Vallensbæk (1958-62).

Bogen, som jeg fremover benævner GBIII, gennemgår én for én områdets mange kroer og deres
historier. Stor var min overraskelse, da jeg fandt et afsnit med overskriften “Fedtekroen i
Vallensbæk”. Den havde jeg aldrig hørt om. Den viste sig at have ligget på den nuværende adresse
Gl. Køge Landevej 794; tæt på kommunegrænsen mod Brøndby i den gule ejendom, hvor der i dag
er en snedkerforretning. Mange husker sikkert ejendommen for, at Anker Mortensen drev
købmandsforretning herfra igennem mange år. På daværende tidspunkt var ejendommens facade
mørkegrøn. Krodriften ligger således mere end 100 år tilbage i tiden, så der er ikke noget at sige til,
at jeg ikke kan huske dette.

Hvorom alting er, så overraskede det mig, at ejendommen har en så lang og interessant historie.
Samtidig ærgrede det mig, at gennemgangen af ejendommens ejere gennem tiden standser i 1958 og
at perioden 1937-58 blot er omtalt overfladisk i et par enkelte linier. Det er sådan set meget
naturligt, da det var nyere historie, da GBIII blev skrevet, og krodriften, som bogen primært
omhandler, var ebbet ud. Men for mig, som også er interesseret i ejendommens fortsatte udvikling,
er det ærgerligt.

Jeg besluttede mig derfor at fortsætte GBIII´s historie og føre ejerfortegnelsen “up to date”
suppleret med lidt tekst om de forskellige ejere, og samtidig satte jeg mig for at indhente billeder af
ejendommen gennem tiden samt dens skiftende indehavere og deres familie. Naturligvis er de
indhentede billeder koncentreret om nyere tid, da det er yderst vanskeligt at opdrive billeder fra den
meget tidlige tid.

Jeg har valgt at citere direkte fra GBIII vedrørende de første ejere Anne Jørgensdatter og Claus
Nielsen. Det har jeg gjort, selvom jeg ikke har noget særligt at tilføje. Men jeg har medtaget
afsnittene for at historien kan læses som en helhed med samtlige ejere nævnt i kronologisk
rækkefølge. Dog har jeg i parentes indsat enkelte tilføjelser/korrektioner et par steder i teksten, hvor
jeg har fundet det nødvendigt. Fra Johan August Kolbe og frem er det min egen research, der ligger
til grund for indholdet, dog med et par citater fra GBIII.

Indledning:

Iflg. GBIII blev ejendommen ”bygget i Aaret 1800 paa en samlet Lod i det sydøstlige Hjørne af
Byens Mark, ud til Gl. Køgelandevej, og fik ved Matrikuleringen i 1808 Matr. Nr. 26”.

Ejendommen omtales skiftende ”Vejlehuset, Hedeengshuset, Hedevangshuset, Hedeagershuset og
Fittekroen”. Sidstnævnte optræder under varierende stavemåder. Muligvis er Vejlehuset og
Fittekroen to forskellige ejendomme på den samme matrikel, hvilket kortet fra 1853 på side 252 i
Jens A. Petersens ”Vallensbæk – Fra oldtid til nutid i kulturhistoriske skildringer” tyder på. Kortet
dokumenterer, at der har ligget et ”Vejlehus” ved Fedtekroen, og dette ikke er at forveksle med
”Vejlehuset” på den nuværende adresse Risingevej 2.

Efter diverse udstykninger i første halvdel af 1900-tallet endte den omhandlede ejendom –
Fedtekroen – med at få matr.nr. 26 f på adressen Gl. Køge Landevej 794.

Ejendommen nedbrændte i Molbergs tid – se herom senere. I stedet blev den nuværende ejendom
opført. Muligvis er kampestensfundamentet rester af den nedbrændte ejendom. Den ”nye” ejendom
havde oprindeligt to sydvendte længer, som dog blev revet ned ved Gl. Køge Landevejs udvidelse i
begyndelsen af 1930´erne.

Anne Jørgensdatter (ejer 1800-1821):

(følgende er direkte citeret fra GBIII, dog med mine korrektioner/tilføjelser i kursiv i parentes.
Korrektionerne er baseret på Henriette Tromborgs indgående studie af sognenes kirkebøger).
Født 1766, død 27.1.1838 i Vallensbæk, datter af Kromanden i Driftebro Kro i Ølsemagle Jørgen Christophersen og hustru Karen (Larsdatter), gift 1. gang (Tiirsdagen d: 4de December 1781 hjemme i Huset udi Driftebroes kroe, Ølsemagle) med Niels (Clausen), gift 2. gang 29.7.1803 i Vallensbæk med Ole Hansen, født 1771, begravet 23.7.1813 i Vallensbæk, gift 3. gang (25 Maj 1815 i Garnisons kirken) med Christen Nielsen, født 1792, død 29.10.1828 i Vallensbæk.

Anne Jørgensdatters Forældre er udledt af en Bemærkning i Kirkebogen ved hendes Død, “født i Skillingskroen i Ølsemagle Sogn (Ramsø Herred, Roskilde Amt)“. Skillingskroen er imidlertid et senere Navn for Driftebro Kroen i Ølsemagle, men hun findes ikke i Ølsemagle Kirkebog, muligen fordi Faderen tilsyneladende først overtog Driftebro Kro omkring 1770 efter sin Fader, og derfor muligen forinden har været andet Sted.

Anne Jørgensdatters første Ægteskab blev opløst før 1801. Der var heri mindst 3 Børn, bl.a. Sønnen Claus Nielsen, der senere overtog Kroen. Hvorfra og hvornaar hun er kommen til Vallensbæk vides ikke, men ved skøde af 1.2.1800 overtog hun den forannævnte Grund i det sydøstlige Hjørne af Vallensbæk Mark, senere Matr.Nr. 26, og den var paa 2 Skp. 2 Fj. og ¼ Alb. Hartkorn og stødte op til Brøndbyvester Markskel. Hun købte Jorden af Peter Cortsen, ud af den Gaardsjord, som han via Broderen Anders havde faaet fra Faderen Cort Knudsen (ejer af matr.nr. 8 – Højrupgaard – fra 1773-1831), alt uden tinglæste Skøder. Hun skulde betale 200 Rd. For Jorden, og for dette beløb udstedte hun 4.7.1800 en Panteobligation med Pant i Grunden med paastaaende Hus, forsikret for 320 Rd., tinglæst 7.7.1800. Dette Hus, Kroen, synes saaledes opført i Perioden 1.2.-4.7.1800.
I 1801 havde hun den da afskedigede Landsoldat Ole Hansen som Tjenestekarl paa Stedet, og to Aar senere bliver de gift. Der foreligger intet om hendes Krohold, men da Ole Hansen dør i 1813, nævnes han som “Jordbruger og Kromand i Weilehus ved Stranden”.

Godt et halvt Aar før sin Død, tinglæst 13.1.1813, tiltræder Ole Hansen sammen med Hustruen en Gæld paa 400 Rbdl. til Kammerraad og Renteskriver Schøller i København. Heri nævnes Hustruen stadig som Ejer af et “nyt opbygt Hus bestaaende af 9 Fag”, der kaldes Hedeagers Huuset”.
Ved Skiftet efter Ole Hansen, 9.3.1815, mødte Arvingerne, den afdøde Broder Peder Hansens to Børn, repræsenteret ved deres Stedfader John Hansen i Hundige, samt Halvsøsteren Maren Nielsdatters Mand Husmand Hans Olsen. Men der blev intet at arve, Gælden løb op til ca. 900 Rd, og det kunde Enken ikke udrede, saa hun ønskede Huset bortsolgt ved Auktion.. Men det trak ud med den Auktion; den blev først afholdt i 1820, det vil sige, der maatte 4 Auktioner til. Ved de to første, 23.10. og 6.11.1820, der afholdtes i København, var der ingen lysthavende, ved den tredje Auktion 20.11.1820 paa selve Stedet blev Christen Andersen, der da boede i Huset, højstbydende, men dette blev ikke modtaget, og først ved den 4. Auktion 8.3.1821, hvor Huset blev opraabt til 200 Rbdl. Sølv, fik Sønnen Claus Nielsen det tilslaaet for 296 Rbdl. Sølv.

Efter Ole Hansens Død giftede Anne Jørgensdatter sig med Christen Nielsen, der var Klokker i Vallensbæk, og hun flytter til Klokkerhuset, medens Hedeagerhuset synes at være lejet ud, muligen ogsaa til Krohold, og i 1820 finder vi ved Auktionernes Begyndelse Væveren Jørgen Frederik Thorlund boende her, – gift 12.2.1813 i Vallensbæk med Sidse Susanne Charlotte Flemming, – og senere boede som nævnt Christen Andersen i Huset.

Ved sin Død boede Anne Jørgensensdatter som Fattiglem og Indsidder i Klokkerhuset.

Claus Nielsen (ejer 1821-1828):

(følgende er direkte citeret fra GBIII)
Født xx.6.1794, død 19.9.1828 i Vallensbæk, Søn af førnævnte Niels ….. og Anne Jørgensdatter,
gift 17.4.1821 i Vor Frue (Rosk.) med Anne Kirstine Olsdatter, døbt 29.8.1790 i Vor Frue, død
16.1.1868 i Vallensbæk, datter af Gaardejer og Sognefoged i Tjæreby Ole Hansen.

Som nævnt overtog han Kroen efter Moderen ved Auktionen 8.3.1821, Skøde læst 22.6.1831, for
296 Rbdl. Sølv. Han tjente paa det Tidspunkt som Karl i Karlstrup Mølle. Som Kautionist for sig
havde han Anne Kirstines Broder Dines Olsen, da Gaardejer og Sognefoged i Tjæreby. De var ikke
gift paa det Tidspunkt, men blev det godt en Maaned senere, og dog var Bekendtskabet gammelt,
for allerede i 1817 havde de lavet til til Bryllup, og Indførsel var sket i Kirkebogen, men med
Bemærkning om, at Vielsen ikke blev fuldtbyrdet. Han tjente da i Tune og hun i Skalstrup, medens
hun var hjemme hos Moderen, der da var Enke, i 1821.

I Ægteskabet var der mindst fire Børn, hvoraf en Datter, Maren, senere overtager Kroen. Ved det
yngste barns Fødsel, død før Daaben, angives Familien at bo i ”Hedeengshuset”.

Anne Kirstine Olsdatter (ejer 1828-1849):

Anne Kirstine Olsdatter overtog ejerskabet efter sin afdøde mand Claus Nielsen. Skal man tro
GBIII, så fulgte nu en periode med store tidsmæssige forskydninger mellem adkomst og tinglysning
heraf. Claus Nielsens adkomst blev tinglyst 22.6.1831 – 3 år efter hans død. Anne Kirstine
Olsdatters adkomst blev først tinglyst 20.12.1871 – tre år efter hendes død og hele 22 år efter
ejerskabet overgik til Molberg!!! Molberg fik adkomst på ejendommen 7.2.1849, men det er ikke
nævnt, hvornår hans adkomst blev tinglyst.

Efter en uheldig trolovelse i 1829 med Jens Nielsen blev Anne Kirstine Olsdatter gift den 12.8.1830
med den 17 år yngre Niels Larsen, der da tjente hos hende. Sammen fik de sønnen Lars Nielsen i
1834. Niels Larsen fik aldrig skøde på ejendommen, men omtales som ”Husmand og Kroholder”.
Han døde blot 31 år gammel i 1838.

Der er ingen tvivl om, at det har været en næsten uoverkommelig opgave på daværende tidspunkt at
være enke, forsørger af flere børn og ejer af en kro og lidt jord. Så blev Anne Kirstine Olsdatter
ikke gift igen, måtte hun i stedet hyre arbejdskraft. Med Jens A. som kilde kan vi da også se, at hun
i 1845 havde hjælp af to mænd. Han skriver følgende side 249: “I 1845 indløb klage over at enken
N.N. (N.N. er ikke hendes initialer, men er den latinske forkortelse for uden navn), samt husmand
Povel Jensen og Peiter Jensen beskaffede sig med ulovlig brændevinsudskænkning. De blev den 11.
april indkaldt til møde for forstanderskabet og lovede at ville fremtidig afholde sig herfra“ og
længere nede samme side “De pågældende beboede de to små udflyttersteder ved Gl. Køge
Landevej, som på Generalstabens kort er benævnt Fidtekroen, også omkring dette tidspunkt.
Hvorvidt det blot var en navnebetegnelse (det med kroen), eller der lå realiteter bagved, forbliver
vist et uløst spørgsmål”.

Men af de anklagedes løfte ses jo, at udskænkning havde fundet sted. Så noget tyder på, at der altså
var tale om en smugkro uden fornøden bevilling. At det var fristende at snyde med at få bevilling
understreges af, at en kroafgift beløb sig til 50 rigsdaler årligt og ret til brændevinshandel og
udskænkning 30 rigsdaler årligt – ret så anseelige beløb på daværende tidspunkt.
Når nu de var afsløret i deres lyssky gerninger, måtte de jo hellere søge sig lovliggjort, og Jens A
skriver da også, at “en ansøgning fra enken samme måned om at opnå bevilling til at udsælge
enkelte af de meget gængse urtekram- og høkervarer, med undtagelse af brændevin, blev med
anbefaling videresendt til birket”. Desværre oplyses det ikke, hvad birket svarede. Videre skriver
han “en senere ansøgning fra nævnte Povel Jensen om tilladelse til at brygge og sælge øl, rug- og
hvedebrød, samt mindre urtekramvarer blev den 27. maj 1847 afslået, uden kommentarer”.

Christian Wilhelm Molberg (ejer 1849-1896):

Christian Wilhelm Molberg (1824-1901) overtog ejendommen i 1849. Han havde forinden tjent hos
enken Anne Kirstine Olsdatter, og var i 1848 blevet gift med Maren Clausdatter (1825-1909), datter
af Claus Nielsen og Anne Kirstine Olsdatter. De fik de 9 børn Niels Christian Molberg (f. 1848),
Johanne Kirstine Molberg (f. 1850), Ole Molberg (f. 1851), Frederikke Sophie Molberg (f. 1854),
Karen Marie Molberg (f. 1855), Ane Marie Molberg (f. 1862), Lars Christian Molberg (f. 1862),
Karl Vilhelm Molberg (f. 1866) og Ellen Mine Molberg (f. 1866). Sidstnævntes gravsten kan endnu
ses på Vallensbæk Kirkegård. Ole Molberg blev gift med Karen Marie (født Sørensen) og de fik i
1884 sønnen Carl Georg Albert Molberg. Han blev sidenhen kendt som åmanden, og hans billede
kan ses i Jens A´s bog side 181 (hvor han dog fejlagtigt er omtalt som Chrstian). Molbergs tog også
flere plejebørn til sig. En af dem var Johan August Kolbe, som vi skal høre meget mere om som den
næste ejer af ejendommen.

I folketællingen fra 1850 benævnes Molberg som “Enkens Jordbestyrer” og stedet omtales som
“Fittekroen”. Titlen “Enkens Jordbestyrer” kan synes underlig i betragtning af, at Molberg året
forinden havde fået adkomst på ejendommen, og dermed var dens rette ejer. Iflg. GBIII “nævnes
Molberg ingen steder som kroholder, men skifter mellem Tjenestekarl, Indsidder, Husmand og
Arbejdsmand, saa det synes rimeligt at antage, at Molberg aldrig har drevet egentlig Krohold, men
alene har dyrket sin Jord, saaledes at Kroholdet er ebbet ud efterhaanden, som Svigermoderen er
blevet ældre”.

GBIII fortsætter: “I Molbergs Tid brændte den gamle Kro ned til Grunden, og den nuværende
Ejendom samt de to nu nedrevne Længer blev opført i Stedet”.

Johan August Kolbe (ejer 1896-1937):

Johan August Kolbe (1869-1943), gift 1901 i Vallensbæk med Maren Sofie Olsen (1880-?).
Sammen fik de sønnerne Hans Christian Kolbe (f. 1902), Kaj Richard Kolbe (f. 1904), Carl Alfred
Kolbe (f. 1906), Oluf Johannes Kolbe (f. ca. 1907) og Eigil Kolbe (f. 1914). Familien er portrætteret
på dette billede ca. 1916.

	Billede 1. Øverst fra venstre: Marie Olsen (Tante Glatnakke), Hans Christian Kolbe og Kaj Richard Kolbe. Nederst fra venstre: Johan August Kolbe, Oluf Johannes Kolbe, Rasmus Olsen (far til Marie og Maren Sofie), Maren Sofie Kolbe med Eigil Kolbe på skødet og endelig Carl Alfred Kolbe.

Rygtet siger, at August, som var hans kaldenavn, var resultatet af en ulykkelig affære, som moderen
Amalie Kolbe havde haft med direktøren på fabrikken, hvor hun var ansat (som posedame, d.v.s. til
fremstilling af papirsposer). Faderen har tilsyneladende ikke vedkendt sig faderskabet, eller
moderen har ikke ville oplyse faderens navn, i og med at August fik moderens efternavn. Efter sin
fødsel på Fødselsstiftelsen i København kom August i pleje hos familien Molberg. I 1896 overtog
han ejendommen fra sine plejeforældre.

Iflg. GBIII “havde han ikke Kro paa Stedet, men drev Gartneri og Landbrug. Omtrent samtidig med
Gl. Køgelandevejs Udvidelse først i 1930´erne indrettede han et Udsalg for sine egne Produkter i
Ejendommen, og heraf udviklede der sig efterhånden den Købmandsforretning”, som sidenhen blev
kendetegnende for ejendommen i mange år.

Billedet nedenfor er modtaget fra et barnebarn, som mente, at de afbillede er hans bedsteforældre
Johan August Kolbe og Maren Sofie Kolbe, f. Olsen.

Billede 2: Er det Maren Clausdatter med en af de fire sønner Niels Christian Molberg, Ole Molberg, Lars Christian Molberg eller Karl Vilhelm Molberg? Hjælp til identifikation af personer, årstal og sted modtages med glæde.

Ud fra den kendte Tuborgmand, som tørrer sveden af i nakken, kan billedet dateres til at være fra
1903 eller senere. Er GBIII´s oplysninger ovenfor korrekte, er vi også efter 1930. Det stemmer dog
dårligt overens med senere billeder af købmandsforretningen og fam. Kolbe. Der synes at være for
mange forskelle, omend der også er enkelte lighedspunkter (bl.a. til billede 3 fra ca. 1936).

Købmandsforretningen må derfor, hvis det er den, være undergået en kraftig ombygning i den
mellemliggende periode. Flere har sagt, at “manden helt sikkert er en Molberg”, men det kan ikke
være Christian Wilhelm Molberg, da han døde i 1901. Et andet barnebarn mener meget bestemt at
kunne afkræfte, at kvinden er Maren Sofie Kolbe, og gætter i stedet på, at det er Maren Clausdatter.
Et kvalificeret gæt kan derfor være, at det er Maren Clausdatter med en af de fire sønner. Men alt i
alt er der megen usikkerhed om de afbillede personer, dateringen og stedet/ejendommen på billede
2.

	Billede 3: Johan August Kolbe og Maren Sofie Kolbe foran købmandsforretningen, ca. 1935.

Familien Kolbes hjem var indremissionsk, om end det mest var Maren Sofie, som var præget heraf,
mens August tilsyneladende tog troen lidt mere gelinde. Det er interessant at se, hvordan det
indremissionske islæt passer med, at Vallensbæk på daværende tidspunkt var præget af de stærkt
indremissionske præster Henrik Muhle Hoff (sognepræst ved Vallensbæk Kirke 1886-1913) og
Axel Busch (sognepræst ved Vallensbæk Kirke 1914-1925). Et par nulevende børnebørn beskriver
Maren Sofie som streng, hvilket muligvis hang sammen med hendes tro, men samtidig rar og
hjertelig. Desværre døde August så tidligt, at ingen af børnebørnene har nogen erindringer om ham,
men iflg. overleveringerne skulle han have været en munter mand. Denne sans for humor bekræftes
af en lille anekdote, der fortælles om August. Han var en meget ivrig strandjæger, og skulle engang
have sagt: “Du mutter, jeg smutter lige ned og henter aftensmaden”. Da han stod ude på
køkkentrappen, kom en flok ænder susende hen over hovedet på ham, og vupti: Et skud – to ænder.
August snurrede omkring og sagde: “Værsågod mutter, her har du aftensmaden”.

I 1920 frasolgte Kolbe parcellen matr.nr. 26 b, og sidenhen fulgte frasalg af parcellerne matr.nr. 26
c, 26 d og 26 e. I 1937 frasolgtes den resterende ejendom matr.nr. 26 a til gartner Jacob Nielsen, og
August og Maren Sofie flyttede herefter til Jonstrup Vang i Værløse.

Billede 4 viser dem på deres ældre dage. Der er tale om et sammenstillet billede, som Maren Sofie
fik lavet ud fra nogle pasfotos efter August´ død. August´s billede er taget ca. 1935, mens Maren
Sofies er taget ca. 1954.

Af August og Maren Sofies børn forblev den yngste Eigil Kolbe ugift og hjemmeboende, først i
Vallensbæk og sidenhen i Jonstrup Vang. Den næstyngste Oluf Johannes Kolbe blev gift i 1932 i
Vallensbæk Kirke med Edith Kathrine Hansen (f. 1910). De boede i mange år på Gl. Køge
Landevej 883, lige overfor Egholmvej, i et nu nedrevent hus (se mere herom på Danske Billeder).
De fire børn Hans Helmuth (f. 1932), Alice (f. 1933), Henning (f. 1936) og Per (f. 1950) har gået i
skole i Vallensbæk.

Jacob Nielsen (ejer 1937-1944):

Jacob Nielsen (1905-1975) var gift med Agnes Nielsen, født Johansen (1906-1981) og de fik
sammen døtrene Ingrid (f. 1936) og Lillian (f. 1946). Den yngste datter Lillian Ring er stadig
bosiddende i Vallensbæk, og har været kilde til hovedparten af oplysningerne i dette afsnit, ligesom
hun har bidraget med de tilhørende billeder.

Billede 5: Agnes og Jacob Nielsen.

Billede 6: Agnes Nielsen med datteren Ingrid foran forretningen, ca. 1939-1940. Læg mærke til Jacob Nielsens navn på døren.

Jacob Nielsen drev gartneri, men også købmandsforretning, som det ses af ovennævnte billede 6.
Billedet er fra ca. 1939-1940, og foran på trappestenen ses ægtefællen Agnes sammen med datteren
Ingrid. GBIII skriver, at “Gartner Jacob Nielsen udelukkende anvendte Ejendommen til Gartneri”,
men ovennævnte billede taler sit tydelige sprog om, at han også havde købmandsforretning.

Efter Jacob Nielsen ved udstykning frasolgte købmandsforretningen (matr.nr. 26 f) i 1944, fortsatte
han med gartneridriften indtil 1964, hvor han bortforpagtede gartneriet, som sidenhen i ca. 1970-71
blev revet ned. Jacob Nielsen slap dog ikke gartnerierhvervet helt efter bortforpagtningen, idet han
herefter fortsatte med at køre på grønttorvet for en nellikegartner i Ishøj og sælge hans produkter.
Agnes og Jacob Nielsen købte i 1946 Gl. Køge Landevej 817 (strandsiden), hvor de boede indtil
1956. I 1956 købte de Gl. Køge Landevej 792 og boede der. Begge huse eksisterer endnu.

Lillian Ring har ikke kunne berette ret meget om tiden med købmandsforretningen, idet hun er for
ung til at have nogen erindring herfra.

	Billede 7: Luftfoto af Jacob Nielsens gartneri, 1958 eller 1959. På det tidspunkt har han frasolgt købmandsforretningen, som også tydeligt ses ud mod Gl. Køge Landevej, og Agnes og Jacob Nielsen bor i ejendommen til højre (ovenover) købmandsforretningen.

Mary Agnete Jørgensen (ejer 1944-1955):

Mary Agnete Jørgensen, født Hansen (1908-1995), kaldet Agnete eller blot Nete, gift med
Valdemar Hans Christian Jørgensen (1904-1945). Der var ingen børn i ægteskabet. De boede på Gl.
Køge Landevej 864 som genbo til Hvidhøj i en stor gulstensejendom, som de selv havde fået opført
i 1939. Ejendommen eksisterer stadig.

Billede 8: Brudeparret Agnete og Valdemar Jørgensen.

Billede 9: Agnete og Valdemar i deres bil, ca. 1934.

I foråret 1944 købte de ejendommen Gl. Køge Landevej 794 (købmandsforretningen), som ved
udstykning fra Jacob Nielsens ejendom fik matrikel nr. 26 f. Det står lidt hen i det uvisse, om
ægteparret købte i fællesskab eller om en af ægtefællerne var eneejer. I Vurderings-Protokol for
Vallensbæk Sogn er Valdemar Jørgensen den 10.5.1944 nævnt som ejer af ejendommen Gl.
Køgevej 794. Men Mary Agnete Jørgensen, som skulle drive forretningen, idet Valdemar indtil
videre skulle fortsætte i sit job på Egmont H. Petersen, blev den 11.9.1946 indført i tingbogen som
ejer af ejendommen. At der er lidt over to år mellem køb og tinglysning hang antageligt sammen
med en omstændig papirgang som følge af udstykningen, men også den omstændighed, at
Valdemar i mellemtiden var afgået ved døden under tragiske omstændigheder på Danmarks
befrielsesdag den 5. maj 1945.

Billede 10: Valdemar på sin arbejdsplads Egmont H. Petersen, ca. 1927.

Billede 11: Valdemar Jørgensen.

Valdemar Jørgensen var aktiv modstandsmand, og på omstående fotografi er han afbilledet (som nr.
2 fra venstre i bagerste række) sammen med sin gruppe på befrielsesdagen den 5. maj 1945. Senere
samme dag skulle gruppen køre til Henriksholms Skole i Rødovre. Da de passerede Brøndbyøster
Skole, blev de beskudt af tyskerne på grund af misforståelser. Tyskerne havde et våbenreparationsdepot i gymnastiksalen, som var bemandet med 6 mand. Den 5. maj om morgenen var en anden gruppe modstandsfolk taget ud for at indsamle våbene, og de beordrede de 6 tyskere til at bære våbene ud på pladsen. En af modstandsfolkene kom til at røre “hanen” på sit maskingevær,
og et skud gik fejlagtigt af og ramte en af hans kammerater. Tyskerne på skolen troede imidlertid, at
der blev skudt mod deres folk, og i et nu begyndte et voldsomt skyderi. Der blev tilkaldt ambulancer til de sårede, og mens man ventede på hjælpen, kom Valdemar Jørgensens gruppe intetanende forbi på en åben lastvogn. Tyskerne troede, at frihedskæmperne havde tilkaldt forstærkning, og åbnede ild mod lastbilen. Under denne ildkamp omkom Valdemar Jørgensen, Carl
Olsen og Poul Ravn Kristensen, alle fra Brøndby Strand gruppen, samt Axel Andersen fra Brøndbyøstergruppen.

Billede 12. Øverst fra venstre: Sørensen, Valdemar Jørgensen, Peter Busch, Hugo Beck og Carl Olsen.
Forrest fra venstre: S. B. Andreasen, J. P. Beck, Preben Rasmussen og Poul Ravn Kristensen.
Billedet er taget den 5.5.1945.

Københavns og omegnens Fiskerforening har sat en sten til minde om Carl Olsen ud for Park Alle 55 på stedet, hvor de 3 Brøndby Strand folk omkom. Disse tre mænd er desuden mindet med en sten i Brøndby Strand på hjørnet af Skolevang og Strandskolevej ud for forsamlingshuset. Ud for Brøndbyøstervej 101 er sat en sten til minde om Axel Andersen. Endelig er alle modstandsfolk, som faldt i 1945 i Brøndbyerne mindet samlet med en sten på Park Alle ud for Brøndbyøster Kirke.

Valdemar Jørgensen blev begravet under stor højtidelighed på Solbjerg Kirkegård på Frederiksberg,
hvor hans gravsted stadig kan ses.

	Billede 13: Avisomtale af Valdemar Jørgensens begravelse

Efter et par år som enke blev Agnete den 28.12.1947 gift med Svend Arne Holm Hansen (1907-1972), født i Ørby på Samsø. Han boede midlertidigt i teltlejren ved “Den Grønne”, og handlede ofte i købmandsforretningen hos Agnete, hvor de fik et godt øje til hinanden. Umiddelbart efter brylluppet adopterede de den 6 årige Hannah (født 13.10.1941), som Svend havde lært at kende ved, at han tidligere havde boet til leje hos pigens biologiske forældre. Forældrene kunne ikke drage tilstrækkeligt omsorg for den lille pige, som Svend var faldet pladask for og derfor tog sig af. Som enlig kunne han ikke få lov til at adoptere pigen, men problemet blev løst, da Svend og Agnete giftede sig.

I begyndelsen af ægteskabet arbejdede Svend på Sojakagefabrikken på Islands Brygge med at losse skibe. Ved en arbejdsulykke fik han knust en storetå, og så var det sket med arbejdet på Sojakagefabrikken. Da han var kommet sig ovenpå uheldet, tog han aktiv del i arbejdet i købmandsforretningen. Han blev hurtigt glad for arbejdet bag disken. Snart kørte han også varer ud til kunderne, først på motorcykel og siden hen i sin Peugeot varebil. Ældre borgere i området husker sikkert stadig købmandsparret Holm.

	Billede 14: Agnete og Svend Holm bag købmandsdisken, ca. 1952.

Hannah havde et job om lørdagen med at sortere ølflasker og tappe petroleum ude i gården. Hun husker dette job med knapt så stor begejstring.

Svend Holm var en munter mand, og fik sig jævnligt et slag kort med tidligere sognefoged Laurits Andersen og slagter Preben Rasmussen (nr. 2 fra højre i forreste række på billedet af frihedskæmperne). Preben Rasmussen havde i mange år slagterforretning i “vinkelejendommen” i Brøndby, Gl. Køge Landevej nr. 778B.

	Billede 15: Agnete og Svend Holms købmandsforretning, ca. 1952. Læg mærke til, at ejendommen dengang havde stråtag.

Svend gjorde sine indkøb af kartofler og grøntsager til købmandsforretningen på Grønttorvet i København. Han beskrives som en lidt fandenivoldsk person på en positiv måde, og den kontante jargon på Grønttorvet tiltalte ham. Måske var det årsagen til, at familien i 1955 solgte forretningen i Vallensbæk for i stedet at overtage en frugtplantage i Ishøj. Derved fik Svend mulighed for at få en stadeplads på Grønttorvet, hvorfra han kunne sælge sin avl. Hannah var i begyndelsen ikke glad ved flytningen, som skete lige omkring hendes konfirmation. Hun havde i øvrigt gået til konfirmationsforberedelse hos pastor Toft, som hun var meget glad for og kaldte “Onkel Karl”. Familien blev dog meget glade for Ishøj, og Hannah har sidenhen dejlige erindringer om frugtplantagen, som hendes mor og far havde i mange år.

Hannah Holm Kristjansson har bidraget med oplysninger om Svend og Agnete Holm. Hun har fire døtre Winnie, Lise-Lotte, Ditte og Trine. Lise-Lotte havde for nogle år siden A’calla Blomsterforretning på Gl. Køge Landevej 818.

Det skal også nævnes, at Agnetes forældre Anna og Hans Peter Hansen i 1932 byggede ejendommen “Sandflugt” på Bækkeskovvej 8. Hans Peter, kaldet H.P., bandt halmmåtter, som han solgte fra hegnet foran ejendommen. Anna havde en lille isbod lige overfor; næsten på stedet, hvor ejendomsmæglerfirmaet Hovmand & Larsen ligger i dag. Der vil inden længe blive indlagt billeder af omtalte personer og ejendomme på Danske Billeder.

Poul Lorentz Kræmer (ejer 1955-1958):

Poul Lorentz Kræmer (født 7.1.1923 i Ledøje, Roskilde Amt), gift med Erna Löffgren (født april 1926 i Värmland, Sverige), fik sammen tvillingerne Ann og Peter (født 21.12.1950 i Göteborg).

Poul Kræmers morfar havde en forretning i Greve Strand, hvor Poul voksede op. Sidenhen overtog Pouls forældre butikken, og det var derfor meget naturligt, at Poul gik i købmandslære. I 1955 købte han købmandsforretningen Gl. Køge Landevej 794 for kr. 62.500,-. Han havde den lige knapt tre år, hvorefter familien solgte og flyttede til Göteborg. Som årsag til salget angiver han, at indtjeningen i forretningen var for ringe. I butikken havde han hjælp af kommis Larsen, en pige ved navn Greta Kaas, samt ved lejlighed af ægtefællen Erna.

Han husker Vallensbæk tiden for mange gode venner, og nævner bl.a. gartner Jacob Jensen (jeg tror, at det er Jacob Nielsen) og bilforhandler Gunnar Kristensen.

Poul Lorentz Kræmer bor i dag i Sverige, og har selv været kilde til ovennævnte oplysninger.

	Billede 16: Poul Kræmer, 1985
					Billede 17: Poul Kræmer, 2006

Nanna Mortensen (ejer 1958-1962):

Nanna Mortensen, gift med Anker Ovesen Mortensen, købte ejendommen i april 1958. Anker Mortensen var på daværende tidspunkt bestyrer af et marketenderi vist nok i Brøndby, og kunne ikke få næringsbrev til yderligere en forretning. Derfor blev det ordnet således, at det var Nanna, der købte ejendommen. Nanna døde blot fire år senere, og Anker Mortensen overtog ejendommen iflg. tinglyst skifteretsattest.

Anker Ovesen Mortensen (ejer 1962-1992):

Anker Ovesen Friis Mortensen (1919-1995), gift første gang med Nanna Mortensen (død 1962, jf. forrige afsnit) og gift efterfølgende med Ellen M. Mortensen (1924-2006). Anker og Ellen Mortensen fik sammen datteren Anne Marie Friis Mortensen (født 1965).

Efter Nannas død fortsatte Anker Mortensen driften af købmandsforretningen i Vallensbæk på fuld tid. Han udvidede på et tidspunkt købmandsforretningen ved at inddrage noget af beboelsen til butikslokale. Mange husker sikkert stadig købmand “Morten”, som han blev kaldt, når han stod høj og rank i købmandsforretningen i sin mørkebrune købmandskittel.

	Tillægsbillede: Købmand Anker Ovesen Mortensen, afbilledet i købmandsforretningen med datteren Anne Marie Mortensen på armen. Billedet er fra ca. 1965. Et billede, som Lillian Ring venligst har indleveret

Ejendommen havde dengang en meget karakteristisk mørkegrøn facade. Anker solgte ejendommen i 1992. Datteren Anne Marie Mortensen har været kilde til ovennævnte oplysninger om både Nanna Mortensen og Anker og Ellen Mortensen.

	Billede 18: Anker Mortensens købmandsforretning, 1968. Stråtaget er nu udskiftet med hårdt tag, og facaden er mørkegrøn.

H. C. Marine v/Henning Christensen (ejer 1992-2002):

Henning John Christensen (født august 1941 på Frederiksberg) danner par med Jonna Larsen (født jan. 1938).

H.C., som han kaldes, er uddannet elektromekaniker, men har aldrig arbejdet som sådan. I stedet opstartede han i 1966 selvstændig auto- og pladeværksted på Frederiksberg. Firmaet hed H. C. Auto, men det varede ikke længe, førend han også reparerede bådmotorer. I 1988 flyttede han virksomheden til Brøndby Havn, idet han samtidig ændrede firmaets koncept til alene at drive marineservice og salg af skibsudstyr. Som følge heraf ændredes navnet til H. C. Marine & Elektroservice.

H.C. havde på et tidspunkt 4-5 ansatte, men efter fire år havde han fået nok af Brøndby Havn. Han købte i stedet Anker Mortensens ejendom med det formål at fortsætte sin virksomhed herfra, om end på et lavere blus og uden nogen ansatte.

	Billede 19: Ejendommen, som den så ud ved Henning Christensens overtagelse i 1992.

Inden åbningen i Vallensbæk den 30.7.1992 var det nødvendig med en renovering af ejendommen, som trængte kraftigt. Facaden blev sandblæst og pudset op i hvidt, og udvendige døre og vinduesrammer blev malet i blåt. Indvendigt blev butikslokalet ryddet for alt indmad og istandsat fra A til Z.

	Billede 20: Ejendommen efter renovering i 1992.

	Billede 21: Butikslokalet efter renovering i 1992.

Også gården bag ved ejendommen fik en overhaling. Den var et stort forvokset vildnis, og da det blev ryddet, dukkede der et lokum op til stor morskab for de nye ejere.

H.C. brugte gården til bedding for både, som han havde fået til opgave at udføre større og længerevarende reparationer på. Tillod pladsforholdene ikke at køre bådene ind på en påhængstrailer, blev de i stedet løftet ind med en mobilkran hen over ejendommen.

H.C. har også haft flere specialopgaver for forsikringsselskaberne med at hæve sunkne skibe i både Vallensbæk og Ishøj havne.

Ved H.C.´s overtagelse fra Anker Mortensen blev bopælspligten på ejendommen ophævet, og H.C. og Jonna har således ikke på noget tidspunkt beboet ejendommen. I stedet fortsatte de med at bo i huset på Silervej 11 i Brøndby; en ejendom, som de har haft siden 1978 og fortsat bor i.

H.C. lukkede forretningen på Gl. Køge Landevej 794 i 2002. Som han siger: “Jeg kunne ikke leve af, at folk handlede i Tempo Både, men kom til mig, når de lige inden ferien havde et akut problem med motoren”.

Jonna har gennem mange år og indtil for ganske nyligt været ansat i Teknisk Landsforbund. Hun har rødder tilbage fra Vallensbæk, idet hendes bedsteforældre har ejet “Skelhuset”, som er den sidste ejendom på vandsiden af Gl. Køge Landevej inden kommunegrænsen mod Brøndby.
H.C. har selv berettet ovennævnte, mens han serverede kaffe og ikke mindst Gl. Dansk med rund hånd.

Billede 22: Jonna Larsen og Henning Christensen, 1992. Billedet er taget af fotograf Sven Levandowsky.

Thomas Nygaard Larsen (ejer siden 2002):

Husstanden består af Thomas Nygaard Larsen (født 4.1.1971), samleversken My Nilsen (født 8.6.1966) samt fire børn.

Thomas Nygaard Larsen købte ejendommen februar 2002 for kr. 1.400.000,-. Familien har siden renoveret ejendommen kraftigt såvel indvendigt som udvendigt, og den fremstår i dag utroligt smukt med mørkegul facade og hvide stern, vinduesrammer og gesimser.

Ejendommen har fået navnet Nygaarden, anno 2002, som er påmalet gavlene både mod øst og vest.

Billede 23: Nygaarden, set fra vest (14.10.2006).

	Billede 24: Nygaarden, set fra øst (14.10.2006). Ejendommen er renoveret med sans for de gamle detaljer. Læg mærke til den skæve gesims under tagskægget ud mod vejen.

Navnet er taget fra Thomas´ mellemnavn, og 2002 hidrører fra, at han købte ejendommen dette år. Ejendommen er p.t. til salg via den lokale Danbolig ejendomsmægler for kr. 5.995.000,-. Familien har i stedet købt hus på Tandrupvej 13, fordi, som My siger: “Det er ikke særligt praktisk at bo ud til Gl. Køge Landevej med fire børn”.

Thomas Nygaard Larsen er selvstændig snedkermester. Han kalder sit firma Lokal-Snedkeren og har 5-8 ansatte. Det gamle butikslokale er i dag indrettet med udstilling af døre og vinduer.

	Billede 25: Nygaarden, facade mod Gl. Køge Landevej (14.10.2006)

	Billede 26: Nygaarden, udstillingslokalet mod Gl. Køge Landevej (14.10.2006)

Ovennævnte oplysninger er baseret på et kortfattet interview med My Nilsen.

Afslutning:

Det var historien om Fedtekroen. Som afslutning på fortællingen vil jeg gøre op med en sejlivet myte om, at ejendommen er fra år 1770. Myten synes at udspringe af, at Glostrupbogen III (jf. forordet) omtaler en Peder Hansen i Vallensbæk, som i år 1770 indgik og fik tinglæst en kontrakt om aftagelse og salg af brændevin fra de approberede brændevinsforpagtere Conradii og Søberg. Glostrupbogen III laver så et lille tankespind, at Peder Hansens kro kunne være identisk med Fedtekroen (eller en forløber for denne), men bogen understreger, at der intet belæg er for at knytte Peder Hansen sammen med Fedtekroen. Dette til trods synes det at være blevet til et faktum i flere avisartikler, at ejendommen kan føres tilbage til år 1770.

Hvorom alting er, så gør dateringen tilbage til år 1800 stadig den til en af de ældste, om ikke den ældste ejendom i strandområdet. Selvfølgelig er det en sandhed med modifikationer i og med, at ejendommen nedbrændte på et ukendt tidspunkt, og det eneste oprindelige på den nuværende bygning formentlig kun er kampestensfundamentet.

Selvom dens alder med rette kan diskuteres, så er det et indiskutabelt faktum, at dens skiftende ejere og deres familier har været med til at sætte hver deres små præg på Vallensbæks historie. Det er i hvert fald mit håb, at min fortælling er med til at dokumentere dette.

Ovennævnte billeder, der alle på nær en enkelt undtagelse er indhentet i forbindelse med min research af Fedtekroens historie, vil snarest blive indlagt på Danske Billeder. Det gælder også yderligere billeder, som ikke er direkte relateret til denne historie, men som har været en positiv “sidegevinst”.

Vallensbæk, januar 2007.
(rev. november 2007)
Lars Emborg Jensen

Bilag: Kronologisk ejerfortegnelse over ejendommen matr.nr. 26 ( og fra 1946 matr.nr. 26 f ).

* Kilde: Glostrup Bogen III, udgivet af Historisk Selskab for Glostrup, Brøndbyerne,
Herstederne og Vallensbæk 1958-62.

Vallensbek Kirkes Indtægter og Udgifter 1857

167 Td Hartkorn, 7 Skeppe, ¼ Album.

Indtægt: Kirken

1/ 256 Tdl, 6 Sjeppe Byg

2/ Offentlig og Acc 200 Rdl

3/ Udbytte af en Bankactie (stor 234 Rd1. 46 Sk.) 14 Rdl

4/ Grundskat af Huse uden jord 14 Rdl.

Byrder:

1/ Skatter 250- 270 Rbd, Hvoraf godtgjøres 46 Rdl aarlig

2/ Comm Afg. 60-80 Rdl

3/ Crp 15-25 Rdl

4/ Til Præsten (past. Rafn) 38 Td Byg efter Cap Td

5/ Bygningsgjæld Rest (i 1858) 45 Rdl, afdrag med 25Rbl aarlig og forrentes med 4% p.a

6/ Indleveret 166 Rdl 4 Mk , hvori 333Rdl 2 Mk udgjør det Nissenske Legat

Præstegaarden:

1/ Hartkorn: 12 td, 3 Skjeppe, 1 Album

2/ Areal 84 Tdl fortrindelig leerblandet Muldjord, noget spredt, dog 72 Tdl samlet, men noget fjernede fra Gaarden, 8 Tdl 1/8 miil borte og 4 Tdl opskaaren Mose (spredt paa 11 Steder, 3tdl Eng, Ingen Skov). Af nævnte Areal har c. 52 Tdl under forr. Benes. Været bortforpagtet for 111 Tdl Byg og 16 Rdl. C. 30 Høstdage

3/ Bygningen i Vallensbek By , temmelig langt fra Kirken, 4 Længder Vaaningshus, grundmuret, opført 1824 efter en Ildebrand med 8 regelmæssige gibsede og betrukne Værelser, men Materialet slet, faaet Svamp og Fugtighed fra Grunden har virket skadelig. Ved Zinktagrender og Draianlæg er det forsøgt at virke derimod, Paneel kan ikke haves for fugtighed. Bygninger i øvrigt vel vedligeholdte, Haven Nord for Stuehuset, er smuk, 2 Skjeppe land, temmelig leret dog ret frugtbar Jord. Godt og rigeligt Vand i Gaarden. Præste-Enker af den Nissenske Bechuleske Familie have Adgang til den Nissenske Stiftelses Enkesæde i Kjøbenhavn og Vallensbæk

Vallensbek By:

I alt i Sognet 12 Gaarde, 18 steder med Jord, 34 Huse uden Jord. Folketal 406, Vallensbæk Skole med 40 børn. 7 Fattiglemmer. Vallensbek kirke lidt udenfor Byen, har Taarn og Hvælvinger, meget smukt vedligeholdt, tilhørende den Nissenske Stiftelse, oprette 28 mai 1764 af Etatsraad H. R. Nissen og bestyret af Kjøbenhavns Magistrat. Kirketiende-Overskuddet af Vallensbæk og Glostrup Kirker (hvilken sidset ligeledes tilhører Stiftelsen) udgjør et legat for fattige forældreløse Børn i Kjøbenhavn, nærmest af Stifterens Paarørende, dog med Tastators ønske om, at denne Families slægtninge maatte komme i fortrinlig Betragtning ved Besættelsen af nævnte 2 Sognes Præste og Degneembeder. Med 500 Slettedalere (333 Rdl 2 Mk) af samme Stiftelses Midler ere endvidere Præstegaardene i disse 2 Sogne indløst (jfr. Glostrup Pastorat). Ingen Møller. Vallensbek 2 Miil sydvest for Kjøbenhavn , 3/4 Miil sydlig for Glostrup og Kjøgevejens Jernbanestationer. Handel med Melk, Fløde m.m., som afsættes i Kjøbenhavn. I Vallensbek By er der flere Avlsgaarde paa 14-17 Tdr. Hartkorn. Pastoratets Jorde ere gode leermuldede med Enge og Tørveskjær. Beboerne meget velhavende. Sognet begrændses mod Vest af store Vejle-Aa, og med Syd af Kjøge Bugt

Modtaget fra Hans Nielsen

Se et eksempel på et fæstebrev fra 1740 fra en gård lige øst for Vallensbæk Præstegård i Bygaden. Brevet vises i original med “oversættelse” og supplerende kommentarer.

Biskop Balles 5. Visitats-Tur

Begyndt 30 April 1805.

Den assisterende Degn og Skole Lærer Msr. Hansen er ligesaa flittig som duelig og holder Børnene til at bevare i deres Hukommelse, hvad de har lært. Af de paa Listen antegnede 52 Børn savnedes 18, og 1 var syg. En Deel havde lært heele Lærebogen, og nogle adskillige Kapitler deraf, foruden Catechismus samt ogsaa nogle den Bibelske Historie. De flittige svarede fermt, med klart Begreb og viiste sammenhængende Indsigt. Ikke faa udmærke sig ved god Skrivning. Man har ogsaa lært Psalmer. Ved at prøve deres Læsning i fremmed Bøger fandt jeg 21, som tillige med Hensyn til deres Fliid og øvrige Kundskab fik hver sin bog til Belønning. Degnens assistent Stud. Hansen fortiener megen agtelse for sin omhyggelige og vel anvendte Nidkierhed. Gud belønne ham.

Embedsbøger: Sognepræsten Hr. Svendsens: Tavle-penge til Stiftelsen fra Jan. 1806 til Jul. Catechisatinsbog 1805-16 Gg- 1806-18 Gg. Ældre Tavlepengebog fra 1802 til 1805. Tavlepenge ced Comunion 1806 til 10 Dom Trin. Skolebogsbesøg 1805-5 Gg- 20 Gg. Embedsbog – Resciptet af 28 Dec indført. Ministrialbog fra 1729 til May 1806.

Degne-assistens Msr Hansen: Communionsbog 1782 til Dom 10 tr. 1806. Bog ved Control over Fødde, Døde, Copuleret. Skole-Iournal fra 1800 til 1806 Jul. Skoleprotokol indtil 1798. Bog over Skole-Cassens Indtægter 1806 til jun. Tillysningbog fra 1782 til Dom 15 tr.1806. Catechisationsbog 1805- 10 Gg 1806- 9Gg. Aftenlæsningsbog fra 1801 til 1806 Feb. Embedsbog- Reskriptet af 28 Dec 1804 indført.

Sognepræsten Hr. Svendsen prædikede over Rom. 1,16 med klar stemme og megen Færdighed til Opbyggelse i god Orden. Han catechisere meget fermt og messer godt. Degnens Assistent Msr. Hansen synger skikkelig og catechiserer godt. Menigheden var i smukt Antal forsamlet, særdeles Mandkiønnet. Men i blandt Ungdommen savnedes 5 Piger og 14 Karle. Én befandtes saa vankundig, at han maatte antegnes til at lære Artiklerne paa nye, førend han kommer til Alters, og 2 til 3 befandtes at have maadelig Kundskab. Men alle de andre, i Tallet 36, svarede fermt efter Lærebog og Catechismus med klar indsigt og godt Begreb, da ogsaa nogle iblandt dem særdeles udmærkede sig ved fuldstændig, veloverlagt og færdig Kundskab. Man havde godt Bekiendskab med den Bibelske Historie, læste vel i Bog og havde lært mange Psalmer/

Der svaredes, at ey noget var at klage/Kirken velskikkede og begavede Lærer Hr. Svendsen tilønskes al guddommelig Velsignelse af sin troefaste Omhue.

Modtaget fra Hans Nielsen

Se også biskoppens forrige visitat i 1700-tallet