Jul hos førstelæreren i 1930’erne

Vagn Aage Christensen

FORORD

Den lille københavnerdreng Peters replik: “Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid” er blevet folkeeje, ligesom den sang Peter Faber skrev til sin egen julefest i 1847: “Højt fra træets grønne top stråler juleglansen”.

Den “gode gamle jul” står for mange som den jul, Faber fejrede og som Johan Krohn digtede om. Gennem beskrivelsen i denne beretning får man at vide, hvad man gjorde i Vallensbæk, for fejret og højtideligholdt blev julen.

Illustrationen til beretningen er et pragtfuldt snelandskab (et rigtigt julemotiv) med Vallensbæk kirke og Kirkebredegaard.

Dette dejlige julemotiv har foreningen fået stillet til rådighed af vores lokale kunstner Uffe Schønnemann der lavede illustrationen i 2001 til Vallensbæk julemærket.

Forfatteren til beretningen, Vagn Aage Christensen født 1925, var søn af Christen Mauritius Christensen, der var førstelærer ved Vallensbæk skole 1927-37.

I sin beretning skriver forfatteren “Langtfra altid var det hvid jul. Jeg husker i grunden ikke en eneste”. Heri har han fuldstændig ret, for ved en hvid jul (landsdækkende) forstås normalt at mere en 90 % af Danmark er dækket af sne den 24. december om eftermiddagen. Sne dybden skal være mere end ½ cm. Der har siden år 1900 kun været hvid jul i årene 1915, 1923, 1938, 1956, 1969, 1981 og 1995.

Beretningen har foreningen modtaget i juli 2006 fra nu pensioneret provst Fred Andersen.

Udgivet november 2006 – Vallensbæk Lokalhistoriske Forening.

JUL HOS FØRSTELÆREREN I VALLENSBÆK – Ca. 1930 – 35.

Dagliglivet i klassen var i nogen grad præget af den tilstundende højtid. De obligate salmevers, der skulle kunnes dengang, var udvalgt med dette for øje. Især satte vi pris på “Vær velkommen” og “Et barn er født”. Mange gentagelser og derfor nemmere at indstudere.

På et tidspunkt tæt op mod højtiden uddeltes de i forvejen bestilte – og vist også betalte – julebøger, hvis indhold var absolut uskadeligt og opbyggeligt og ikke kunne forarge hverken forældre eller bedsteforældre.

Som førstelærer kunne min fader tillade sig at lukke hele butikken en hverdag i december og drage af til hovedstaden med den samlede flok – altså familien. Vi skulle på juleudstilling. Det foregik hvert år efter nogenlunde samme mønster: Med rutebilen (som det hed dengang) kl. 8, mens det endnu var buldermørkt. Chaufføren hed Holger, og han tilhørte efter min mening kredsen af meget betydningsfulde personer i byen. Han rangerede noget højere end f.eks. førstelærere, præster, proprietærer mv. Jeg var dybt interesseret i hans manøvrer. Vi havde selvfølgelig ikke bil selv. Det havde kun de færreste på det tidspunkt (o 1930). Der var hundekoldt i køretøjet. Så gik det ad smalle veje med ringe trafik: Brøndbyvester (hvor det efter sigende spøgte i præstegården), over “fæstningen” som det kaldtes, til Brøndbyøster – over banen (bomme) ud til Roskilde Landevej. Endestation Ålholm Plads (senere Toftegårds).

Så raslede vi af sted med linie 15, hvor man ikke måtte side og vifte for meget med benene, da de rejsende var anbragt på charabanc-vis, over for hinanden. Omsider havnede vi hos farbror på Åboulevarden. Her havde rugbrødet en anden smag end det derhjemme, der kom fra det nu nedlægningsramte Røde Vejrmølle-bageri. Og vi stiftede bekendtskab med et i Vallensbæk ukendt produkt: italiensk salat.

Noget senere gik det ind til et eller andet stormagasin. Et af dem kaldte de “Vette & Wessel”, og jeg troede i mange år, at det var en, vi var i familie med. Her ventede helt utrolige oplevelser, samt en overdådighed af lys og af varer. Engang blev vi gennet ind i et filmrum, der grangivelig lignede en ubåd. End ikke de rullende bevægelser manglede. Dørene blev lukket, og vi så tegnefilm – for første gang – en stærk oplevelse. Og så var der de rullende trapper – og et kæmpemæssigt juletræ – inden døre.

Der skulle ordnes mangt og meget her i december, og langt det meste påhvilede husmoderen, som det også gør i vore dage. Et enkelt år forlød det, at min moder ikke ville komme hjem til juleaften – fra sit hospitalsophold. Hun skulle altså tilbringe selv højtiden derinde. Slemt nok! Men det var nu ikke det værste. Vi skulle undvære hende herhjemme. Jul uden moder? Utænkeligt! Og ikke bare på grund af alt det praktiske. Gode råd var dyre. Hele arrangementet vaklede, mente vi børn. Det kunne vel i grunden slet ikke gennemføres uden hende.

Der blev dog ændret planer i den ellevte time. Hun indfandt sig d. 24. december kl. 13.00. Julen var reddet!

I en meget stor kedel i kælderen (vel i grunden vaskekedelen – meget grundigt skyllet mv.) kogtes de såkaldte blodpølser, hvilket mht. råvarer krævede et vist samarbejde med byens slagter, Simon. Skønt der forekom rosiner i disse produkter, var der medlemmer af familien – specielt yngre, der pure nægtede at være til stede ved tilberedningen, endsige fortære dem, skønt de ledsagedes af sukker, sirup, smør og andre ting. Også den såkaldte sylte blev ofte mødt med stor skepsis og afsky, men stod dog som fast programpunkt. De lækre finker derimod modtoges af alle med begejstring, skønt også de forudsatte ubegrænset tillid til producenten.

I den finere ende af kostplanen forekom konfekt – hjemmelavet, selvfølgelig. Det var billigere og vel også bedre, skønt konserveringsmidler var ukendt. Her anvendtes ingredienser som overtrækschokolade, marcipan, frugtfarve, nødder, mandler, pebermyntedråber – altså næsten som i 1997. Kvædebrød blev fremstillet af de i vore øjne ret ubrugelige frugter, der sad på et af havens mangfoldige træer. Stenhårde var de. Men efter en lang og besværlig proces nåedes resultatet. Meget lækkert. Det hele kunne i grunden godt fortæres på et par dage (timer), hvis ikke et vist rationeringssystem var blevet gennemtrumfet.

Småkager af flere slags blev fyldt i dåser og anbragt et sikkert sted – børnesikkert. Ingen grund til at friste svage sjæle. Pebernødder stod også på repertoiret, stenhårde, men meget velsmagende efter optøning. Der anvendtes gamle mund til mund-opskrifter, nu nedfældet i noterebøger, der efterhånden bar præg af køkkenbrug. Heri kunne det f.eks. hedde: 3 gram af det og det, 5 gram af hint.

Fra kælderen hentedes nu æbler af forskellig slags, f. eks. cox orange – ikke garanteret usprøjtede, da miljøprodukter ikke var opfundet. Og desuden den slags, der kaldes pigeon, og som ikke ses så ofte mere. Af en eller anden grund ansås disse for særlig velegnede til lejligheden, måske fordi de i velpudset stand kunne bidrage som træpynt – endog billig.

En aften i december var afsat til glanspapirklipning mv., når det med lidt besvær var lykkedes at samle familiens 7 medlemmer + måske et par nære slægtninge. Der flettedes hjerter, og de dygtigste i flokken, dvs. den kvindelige del, kunne klare meget avancerede mønstre. Jeg tilhørte den fummelfingrede afdeling, der deltog uden den store begejstring, men jeg fik dog anbragt en masse klister, der for resten duftede ganske godt (næsten som marcipan) forskellige steder, hvor det ikke havde noget at gøre.

Hvis man ønskede at være i god tid (“på forkant”), blev også stearinlysene gjort klar til anbringelse denne aften. For at spare indkøb af lyseholdere anvendtes en helt speciel metode: En knappenål (disse kunne også dengang erhverves for små penge) blev fastgjort i en knibtang og den uspidse ende derefter holdt ind i et tændt lys. Efter en vis opvarmning kunne nålen med lidt held skubbes ind i bunden af et stearinlys og måske oven i købet sidde fast. Det krævede nogen rutine, og resultatet var ofte mærkværdigt. Det var så meningen, at lyset senere skulle anbringes på træet, ved at man pressede nålen gennem en eller anden kvist, hvilket dog langtfra altid lykkedes i første forsøg. Uden på den lille æske med de hvide (eller røde) lys var der altid et forjættende billede af en velklædt og velkæmmet børneflok, der med strålende øjne strømmede ind til herlighederne.

Til dekoration anvendtes også de såkaldte fehår, der ved skødesløs behandling godt kunne skære de små fingre til blods og derfor senere gik af mode.

Selve træet blev hentet i god tid. Jeg cyklede engang alene til en af strandplantagerne og erlagde 75 øre, hvorefter det hjembragtes ad nogenlunde bilfri veje. Og så kom det krævende arbejde: at anbringe foden. Det blev helt og holdent overladt til fingernemme voksne. I vore dage volder den side af sagen jo sjældent problemer.

Den sammenklappelige julekrybbe – med den hellige familie, samt hyrder og husdyr, blev forsigtigt pakket ud og anbragt på buffeten, altid samme sted, uden for nåhøjde. Ved aftenstide anbragtes et tændt lys bagved, og alle syntes, det så smukt ud. Der blev også ophængt kirkeklokker (mindre udgave) i døråbninger og lignende befærdede steder. Adventskranse kendtes ikke endnu. De kom engang i 40-erne, vistnok over sundet.

Dengang sendtes radio-julehilsener til Færøerne, Island, Grønland, og min fader har i det mindste en gang sendt hilsen til en bekendt, der boede sidstnævnte sted. Han rejste alene til staden og skulle så nå frem til mikrofonen engang i løbet af aftenen – måske natten. Nærmere tidspunkt ikke angivet. Båndoptager og slige narrestreger fandtes ikke. I dagens anledning havde man bevilget nattegn, også til mindreårige. Det blev der brug for. Først ved 2-tiden dukkede den kendte røst op i højtaleren, og den noget søvnige, men stadig opmærksomme tilhørerskare var dybt betaget. Radioens barndom var det stadig og helt havde hverken børn eller voksne vænnet sig til det mystiske medium. Det æterbårne budskab varede formentlig mindre end et minut og sluttede i dette tilfælde med ordene: “Det var lærer Christensen, Vallensbæk, der talte”.

Alle gik hastigt til køjs. En time senere gøede hunden “Smut” rasende. Vi dæmpede kræet ned, men næste dag afsløredes, at en vagabond havde søgt husly i skolebygningen, som han dog nu havde forladt. Stakkels fyr.

Morgenandagten fra domkirken i København. Det var et af de programmer, der jævnligt blev lukket op for og måske endog lyttet opmærksomt til, skønt det var en af dagens travle perioder. Jeg husker, det var her, jeg for første gang hørte salmen “Et lidet barn så lysteligt” i en prima udførelse, både vokalt og instrumentalt. Vort radioapparat var batteridrevet og 2-lampers, som det hed. Det kunne enhver overbevise sig om, da de sad udenpå.

Kirken, hvor min far klarede dobbelthvervet som organist og kantor, fik indlagt elektrisk lys kort før jul, og ved denne lejlighed fik vi under behørigt opsyn lov til at bese hvælvingerne mv., hvor kabler o. lign blev ført igennem. Man var stærkt opsat på, at det kunne klares inden højtiden. I vore dage går man undertiden den modsatte vej: juleaften erstattes el-lyset delvis af levende.

Så oprandt da endelig den store dag. Ikke alle sov godt den foregående nat. Men da juleaftensdag halvvejs regnedes for helligdag, var de fleste travle sysler lykkeligt tilendebragt, og timerne forløb stille og roligt, om end noget langsom. Det forventedes, at alle, høj og lav, små som store, indfandt sig til gudstjeneste denne aften. Og af sted gik det så i den sene eftermiddagstime: Hen forbi forskolelærerindens beskedne bolig, som vi ret ofte gæstede, forbi gadekæret, der var uforurenet og fuldt af liv, især ved sommertid, købmandens butik, hvor mangt og meget kunne erhverves, fra gummistøvler til spegesild, petroleum og rugbrød. Hans vinduer var dekoreret sparsomt, en slags tilløb til juleudstilling. Så kom vi forbi missionshuset, hvor Inger regerede, venligt, men enevældigt.

Klokkerne lød festligt, men den helt heftige ringning med svingende klokker måtte undværes, da man i fuldt alvor frygtede, at det kunne medføre tårnsammenstyrtning. Inde var der lunt og lyst. Hver en plads var som regel optaget på denne aften. (Til daglig var det lidt anderledes.)

I en alder af 4-5 år blev jeg placeret en juleaften oppe på bænken ved siden af min fader. Det var en stærk oplevelse for ungersvenden: Orgelbruset (4 stemmer) salmesangen, de mange lys, de mange mennesker. Som bælgtræder fungerede klokkerens drenge, med hvilke vi undertiden lå i åbenlyst klammeri. Det var dog langtfra altid. Hele gudstjenesten var, så vidt jeg husker, prisværdig kort. Og derefter gik det hjem til de andre herligheder. Langtfra altid var det hvid jul. Jeg husker i grunden ikke en eneste.

Ret tidligt satte vi os til bords, da der jo ventede et længere program bagefter. De første år stod den vist på risengrød med efterfølgende mandelgave. (Lidt misundelse kunne i den anledning spores i krogene.) Så gik det heller ikke så hårdt ud over den næste ret: gås eller flæskesteg, mærkeligt nok aldrig andesteg som nu. Dessert var der ikke noget af, og det savnedes ej heller. Hvidvin og rødvin var bandlyst i vore cirkler, og det kendtes i det hele taget ikke i videre kredse på det tidspunkt. Senere er det jo blevet hvermands eje.

Bagefter fulgte sikkert et betydeligt oprydningsarbejde i køkkenet, og mærkeligt nok blev vi drenge aldrig opfordret til at deltage i nævneværdig grad. Og nu nærmede vi os det absolutte højdepunkt: træet og navnlig gaverne. Men først var der et par salmer – med et utal af vers, syntes nogle – og juleevangeliet, som vi udmærket kendte i forvejen. Så, endelig begyndte uddelingen, der af en eller anden grund var det allervigtigste. Ofte var pakkerne anbragt under træet, men var bunken for anselig, og det hændte, blev hovedparten lagt på et bord i baggrunden. Mange blikke søgte derhen, før det gik løs.

Der var foræringer fra forældre, søskende (undertiden beskedne), fastre, onkler, tanter. Desværre forekom jævnlig de såkaldte bløde pakker, der dengang blev modtaget med langt større skepsis end i vore dage. Almindelig høflighed krævede dog, at det ikke vistes alt for tydeligt. Nej, så var der anderledes hold i ting som biler (undertiden af træ), optrækkelige biler og andre optræksting. Batterier blev en sjælden gang brugt på legetøjet, men kun til belysning. Endvidere huskes et byggesæt “Matador”, af træklodser med huller i, som kunne sættes sammen ved hjælp af træpinde i forskellige længder. Alt i lækker udførelse, af råvarer fra de gode danske bøgeskove – nul plastic. Tilsvarende fandtes et byggesæt af metal “Mekano”, der åbnede for langt flere muligheder. Engang fik jeg “Den lille snedker”, bestående af hammer, tang mv., alt i miniudgave. Og en spilledåse med en helt speciel optræksmekanisme. Den eksisterer endnu og virker. Desværre er alt andet forsvundet. Hvorhen??

Efter denne vigtige afdeling fulgte konfekt og godter til dem, der orkede. Også dengang var der et udpræget overforbrug af kalorier på denne aften eller i denne tid. Hvis der juleaften var gæster ud over de sædvanlige steg stemningen adskillige grader, dog knapt så meget hos den kvindelige del af familien, der herved kunne imødese ekstra køkkenarbejde. Min farmor (for nemheds skyld kaldtes hun altid bedstemor, da de tre andre i den generation for længst var borte) var fast gæst. Man vidste altid, hvor hun befandt sig: i gyngestolen hvorfra hun ikke fjernede sig uden hjælp. Hun syntes altid, i modsætning til andre af de voksne, at vi børn opførte os eksemplarisk uden støj og råbende adfærd (hun havde stærkt nedsat hørelse).

Bedstemor havde kyse på hovedet, inde som ude. En almindelig, sort til hverdag og en meget flot til specielle lejligheder som denne. Vi så hende næsten aldrig uden hovedbeklædning. Og kjolen gik helt til gulvet (jorden) hvilket selv dengang var ret ualmindeligt.

Hushunden “Smut”, der ikke kunne opvise nogen anetavle af betydning, havde gennem hele måneden fulgt visse af forberedelserne med stor interesse, havde været i vejen et utal af gange og var direkte bortvist fra lokalet ved flere lejligheder. Men her på selve den store aften skulle den sandelig have lov til at være med og fulgte fra sin sikre kakkelovnsplads de forskellige programpunkter med større eller mindre begejstring, både salmesang og bibellæsning (ret overflødige og uforståelige indslag) og den langt mere interessante uddeling af naturalier. Nogle i flokken havde med egne øjne set kræet snige sig helt ind til træet, hvorefter den ved kraftig gnubben og skubben fremkaldte neddrysning af forskellig art. Men det har jeg nu aldrig set.

Der var lunt i stuerne i den sene aftentime. Det samme gjaldt langtfra resten af huset med de 8 værelser, bl.a. soveværelserne. Derfor krævede det nogen overvindelse og overtalelse, før alle var til køjs.

Et par dage efter fulgte et andet vigtigt punkt: juletræ i skolen. Det omfattede chokolade, skoldhed, et meget stort og brandfarligt træ i den helt ryddede skolestue (der skete nu aldrig noget), uddeling af poser med farvestrålende tegninger udvendig og en nøje ration af godter indeni: nødder, marcipan og undertiden et lillebitte stykke legetøj. Nogle af de store spillede på forargelig vis fodbold med indholdet – tværs gennem salen, og andre labaner gik ud i den mørke nat og forskrækkede gæsterne gennem de åbne vinduer.

Dog havde vi først haft en mere alvorlig afdeling med salmer og uskyldige lege rundt om træet. Et år holdt selve præsten en ikke alt for lang tale, hvor han gennemgik de forskellige former for juletræspynt, deres oprindelse og betydning.

Der var også juletræ i missionshuset for et lidt andet klientel. Her var som regel hundekoldt, når vi ankom, men ca. 15 minutter, før vi skulle hjem, registreredes en meget behagelig temperatur.

SLUT.

Opdateret d. 17.11.2004