Et besøg i 1874

type=”text/css”>

En Englænders besøg i Vallensbæk 1874

Af Edmund Gosse.

I 1912 udkom en beretning oversat af Valdemar Rørdam (23.9.1872-13.7.1946) om 2 besøg i Danmark i årene 1872 og 1874. Besøget i 1874 er set med Vallensbæk øjne interessant.

Edmund William Gosse (21.9.1849-16.5.1928) var en engelsk digter, forfatter og kritiker. Han lærte sig selv at læse dansk ved at stave sig igennem romanidyllen Nøddebo Præstegaard. Edmund Gosse var i Danmark både i 1872 og i foråret 1874 hvor han boede hos daværende provst Bruun Juul Fog ved Holmens kirke i København.

Efterfølgende gengives den beretning som Edmund Gosse har skrevet efter et besøg han foretog sammen med Provst Bruun Juul Fogs søster Frk. Aline Fog i Præstegåden og to bøndergårde i Vallensbæk i slutningen af maj 1874.

“Vi begyndte vort Æventyr ved den lille Landstation Glostrup, hvor vi stod ud af Toget og satte Kursen vestpaa ud over det graa Land, hvis eneste Linie var den flade Horizont. Ved Stationen ventede der en slags Køretøj, som de vistnok ret eufemistisk kaldte en Berlinervogn; det var os, den var sendt efter, fra Præsten i Vallensbæk, som vi skulde ud til. Vi var snart i Slutningen af Maj, det var høj Himmel og Solskin, men bidende Koldt. Kusken Christian kom slæbende med en Bjørneskindspels; den rakte Frøken Aline til Hælene; der blev stillet en Stige til Vognen, vi fik hende forsigtigt op under Kalesjen, en Skindtrøje blev hægtet sammen over Pelsen, en Foerværkskrave over Trøjen igen; og da hun endelig havde faaet en stor Bæverskindshætte ned om Ørene, sad hun jo godt gemt, kun med Øjnene og Næsetippen synlige.

Ogsaa Christian og jeg blev godt pakket ind, skønt noget mindre overdaadigt; og dog bed Blæsten saa gennemtrængende, at vi næppe var kommen i gang, før Frøken Aline ynkelig bad om at faa lidt mere paa. Berlineren var fuld af hemmelige Rum, og fra et af dem tilvejebragte den gode Christian et ubestemmeligt Klædebon af anselig Størrelse og Vægt, som nu blev svøbt om hende, saa hun helt blev borte som et usynligt og Uhørligt Væsen et eller andet Sted inde i den uhyre Tøjbylt. Kvartmil efter Kvartmil rullede vi ud af den øde Landevej med den frugtbare sjællandske Jord udbredt saa flad som en Pandekage paa alle Sider af os lige til den uendelige Horizont. Endelig nærmede vi os dog til Landsbyen Vallensbæk og skrumlede til sidst ind gennem Porten til den pyntelige Præstegaard. Alt var stille, da vi kom; men snart rystedes Himmelhvælvingen af rungende Velkomstraab; det var en lystig og ægte dansk venlig Hilsen, der modtog os. Saadan begyndte det; og vi tilbragte nu en fredelig og fornøjelig Dag hos den jævne og hjertelige Præstefamilie, hvis Medlemmer alle som een anstrængte sig af fuld Kraft, for at deres Gæster skulle befinde sig vel. Med Husets Damer gik vi en Tur over de vældige gummigule Rapsmarker, som gnistrede og blinkede i Solen, ned til Kysten, en underlig flad sumpet Kyst, hvor der hverken fandtes Sten eller Sand, kun en næsten umærkelig Overgang fra graa Jord til graat Vand. Langs denne noget udflydende Strandbred voxede der nogle spæde smaa vilde Lavendler og en slags dødningeagtig Strandkaal. Til alle Sider ledte Øjet forgæves efter saadan noget som en Brink eller en Høj. De vidstrakte, trist jordfarvede eller farveløse Fladet bød ikke Ens Blik andre Hvilepunkter end de unaturligt straalende Rapsmarker, der kastede som en Kaabe af Guldbrokade over Jordens Nøgenhed.

Da vi kom tilbage, gik vi ud og besøgte flere af Sognets rigeste Bønder; Bonde svarer til vort engelske “yeoman”. Al Jorden der omkring var delt imel-lem de saakaldte Gaardmænd, selvejende Bønder, som atter udlejede mindre Lodder til de saakaldte Husmænd; af dem fandtes der en Del med hver en Tønde Land eller to til sit lille Hus. Der fandtes ingen større Godser i Egnen om Vallensbæk; man fandt altsaa her et typisk Exempel paa den demokratiske Samfundsordnng, der indførtes i Danmark ved Grundloven af 1849. Den er nu trængt igennem næsten overalt. Allerede i 1874 var Fæstegodset i Gradvis Overgang til Bønderne, og nye Stamhuses Oprettelse forbudt. Nu er Overgan-gen saa godt som fuldbyrdet, og Danmark staar som det første Land med en fuldkommen demokratisk Fordeling af Jorden.

Vort første Besøg gjaldt Sognets rigeste Bonde, Per Hansen (Engbjerg-gård). Vi kom op over den store Gaardsplads uden at møde nogen, gik saa ind ad Gangdøren og var strax inde i Husets “Dagligstue”, det Rum, hvor Familien tilbringer hele sit Liv til Daglig, spiser og opholder sig, tager mod Gæster og Sover; Sengene var anbragt i dybe, lukkede Alkover langs Indervæggen. Saa kom Konen ind, og vi udvexlede meget ceremonielt en Række Høfligheder. Jeg blev forestillet som en ung Englænder, der gærne vilde se en rigtig smuk og karakteristisk dansk Bondegaard. Det blev vel optaget; vi maatte da versgo endelig se hele Huset. Hun viste os Vej, og vi opdagede nu, at der bag det daglige Opholdsværelse laa tre rummelige Stuer, som alle var paafaldende smukt udstyrede med gamle Egetræsmøbler og Møbler af ibenholt sort Valnød fra det syttende Aarhundrede. Det forbavsede os her at finde et Bohave, der vilde have været en Pryd for ethvert Museum; men det viste sig, at Møblerne stammede fra et adeligt Herresæde i Nabolaget, hvor de var bleven købt paa Auktion ved Familiens Fallit. Nu kom Bonden selv ind fra Marken, en gammel Mand saa skrumpen som en Nøddekærne fra ifjor, og klædt som en simpel Arbejder, men med et fuldkommen sikkert Væsen. Han bukkede tørt for os; gjorde ingen Undskyldninger. Tværtimod, naar han saa os kigge beundrende efter det ene og det andet, saae han ud, som tænkte han ved sig selv: “Ja, kig I Kuns! Det er nok værd at se”. Men i eet Tilfælde svigtede hans værdige Holdning; han var barnagtigt ivrig efter at fremvise en Spilledaase, et forgyldt Stykke Snurrepiberi, som vi endelig skulde høre. Han plantede os med stor Be-stemthed i hver sin udskaarne Egetræs Stol, hvor vi pænt fik Lov at sidde og høre ham dreje den afskyelige Spilledaase, en og samme Melodi om og om igen, til Taarerne stod os i Øjnene af undertrykt Gaben.

Da han endelig havde plaget os tilstrækkelig med sin Spilledaase vendte Per Hansen sig til mig og komplimenterede mig med største Højtidelighed for mit gode Dansk; det Sprog, sagde han, var ellers ikke mange Engelskmænd i stand til at lære. Selv kunde han ikke et Ord af noget udenlandsk Tungemaal. Saa vilde han i sin Gæstfrihed endelig, at vi skulde have noget at spise; vi tog en Bid Kage og nippede til et Glas hjemmebrygget Frugtvin. Imens talte han Politik, forsigtigt og snildt som en ægte Bonde, brugte mange Ord, men passede nøje paa ikke at blotte sig, selv overfor saa fredsommelige Gæster. Mange af de Emner, han drøftede, var hentede langt udenfor hans egen Verden, som da han pludselig spurgte mig: “Hvordan mener nu De, Herre, at Sagerne staar ovre i Spanien”? Det var, om jeg mindes ret, en Hentydning til Serranos Felttog mod Carlistene og Udsigterne for den spanske Republik. Da vi endelig uden at fornærme nogen kunde bryde op, ledsagede Manden og hans Kone os meget formelt ud til den yderste Grænse af deres Ejendom. Pludselig stod de stille, og Per Hansen sagde: “Her ender min Jord”. Der skiltes vi saa; vi takkede for venlig Modtagelse, og med megen Værdighed trak den gamle Bonde og Hans Viv sig tilbage.

Et Punkt, som Per Hansen var stærkt interesseret i at faa Oplysning om, var Prisen paa Fødevarer i England; og da jeg efter bedste Evne have forklaret ham Stillingen, hensank han i dyb Eftertanke uden at sige noget. I den næste Gaard vi kom til, hed Manden Per Larsen (Mariehøj); han gjorde mig nøjagtig samme Spørgsmaal. Min Ven, Hr. Maurice Baring, for hvem jeg engang har omtalt dette Træk, paastaar, at naar en Englænder kommer ind til en russisk Musjik, møder han altid strax dette Spørgsmaal. Jeg overlader den socialøkonomiske Videnskab at forklare Grunden til dette særegne Videbegær. Hr. Larsens Gaard var en Modsætning til Naboens; hos Per Hansen var alt gammeldags, her var Udstyret fransk, Møblerne frisk fra Palais Royal, forgyldte og moderne. Stedet i sig selv var ikke nær saa interessant, men vi havde en meget indtagende Foreviserske i Husets ældste Datter, en nydelig ung Pige med den Mælke-og-Blods Hudfarve og det korngyldne Haar, som er den smukkeste danske Type. Hendes Væsen var venligt og utvungent, hun var ordsnild uden Ubeskedenhed, og det interesserede mig i høj Grad, da jeg hørte, at hun var et Exempel paa en ny Type, den unge Pige, som har faaet sin Opdragelse paa Folkehøjskolen, gennem den her dyrkede Form af mundtlig Undervisning og almen aandelig Paavirkning.

Den Bølge af arkæologisk Opdrageriver, som paa den Tid overskyllede Danmark, saa hver Høj skulde udgraves, hver kalket Væg skalles af, havde kastet sig med særligt Raseri over Landsbyen Vallensbæk. Halvt smigret, halvt ærgerlig over det, fortalte Præsten, at et Par Oldgranskere – “disse Pilfingre, som aldrig kan lade noget være i Fred” – var kommen derud fra Oldnordisk Museum i København og endelig villet have Lov til at rumstere i hans Kirke. De havde sat Stiger til og var krøbet hen langs med Loftsbjælkerne; de havde banket og skrabet, og fjærnet Aarhundreders Lag af Snavs. Men saa fandt de ogsaa noget: hele Loftet i den mørke lille ældgamle Kirke var dækket med middelalderlige Malerier. Dem førte nu Præsten os over til og viste os dem. Enkelte var fjærnede, og vi fik Forklaringen. Figurerne i disse Firkanter, sagde Præsten – og saa rullede han med Øjnene og trak paa Skuldrene – var saa groteske, at han virkelig ikke kunde prædike Evangeliet med noget saa anstødeligt lige over Hovedet paa sin uskyldige Menighed. Det havde han sagt til de lærde Herrer fra København, og de havde svaret: “Vel; de maa ikke overkalkes igen, men hvis De ikke vil have dem siddende, hvor de sidder, saa tager vi dem med ind til Oldnordisk Museum! “Og det gjorde de”.

Om de i beretningen nævnte personer og gårde kan oplyses følgende:

• Per Hansen må være gårdejer Peder Hansen, der ejede Engbjerggaard og bl.a. var medlem af sognerådet i 1874-76. Han var født 12.1. 1814 i Vallensbæk. Døde den 17.2.1893 og blev begravet på Vallensbæk kirkegård den 24.2.1893 (kilde for fødsel, død og begravelse: Kirkebøger for Vallensbæk Sogn 1814-1843 og 1892-1919). Han var således 60 år i 1874, da Edmund Gosse kalder ham en gammel mand.
• Den anden bonde må være Peder Cortsen Larsen, der i flere perioder var medlem af sognerådet (dog ikke i 1874-76) og ejede gården Mariehøj. Han er født i Vallensbæk 7.4.1822 (kilde: Vallensbæk Sogns kirkebog 1814-1843). Er ifølge Vallensbæks kirkebog for perioden 1877-1891 den 22.2.1887 blevet fundet død, hængt i sin celle nr. 21 i Københavns Amts Arresthus. Blev begravet i Vallensbæk den 28.2.1887.Det efterfølgende, skrevet med kursiv, er tilføjet i maj 2011.
  Om Peder Larsens død kan oplyses følgende fundet i Dagbladet Politiken fra 23.2.1887 på side 1 i spalte 3 og 4, hvor der i artiklen “Bedragerierne ved Frederiksberg Sporvejsselskab” blandt andet står: “Hermed er Sagen foreløbig ude af det frederiksbergske Politis Hænder. Men forinden dette skete, foretoges atter en Arrestation, som staar i Forbindelse med den i Lørdags anholdte Arbejdsmand Sallings Fængsling. Det var Gaardejer og Sognefoged Peder Larsen af Vallensbæk. Hans Anholdelse har vagt en ikke ringe Opsigt, da han stedse har nydt almindelig Tillid, har været Sognefoged i en Snes Aar, og i 1885 blev dekoreret med Dannebrogsmændenes Hæderstegn”. I Dagbladet Politiken fra 24.2.1887 på side 2 i spalte 4 er der følgende korte notits “Bedragerierne ved Frederiksberg Sporvejselskab. Den af os igaar omtalte arresterede Sognefoged Peder Larsen af Vallensbæk har igaar Nat aflivet sig ved Hængning i Arresten”. I Dagbladet Politiken fra 23.11.1887 på side 3 i spalte 3 står der blandt andet følgende: “Efter den 12. September 1885 og indtil Begyndelsen af 1888 blev Vejningen paa Kjøbenhavns Sporvejsselskabs Vægt besørget af Tiltalte Charles August Salling. Denne har paa samme Maade i det anførte Tidsrum mod Ekstrabetaling svigagtigt forsynet Arrestanten Peder Andersen med urigtige Vægtsedler og derved sat denne i Stand til at besvige Frederiksberg Sporvejsselskab for et Beløb af ca. 900 Kr. Ifølge sin Forklaring, som maa lægges til Grund for Sagen, har Tiltalte Salling endvidere paa samme Maade og i lignende Øjemed udstedt urigtige Vægtsedler til en Sognefoged i Vallensbæk, som da Undersøgelsen i den Anledning blev indledet mod ham, aflivede sig”.
• Hvem præstens kusk Christian er vides ikke. Det kan muligvis være den ugifte 34-årige Kristen Hansen, født 18.10.1836 i Torslunde Sogn (kilde: Kirkebogen for Torslunde Sogn 1815-1840), der ved Folketællingen 1870 var tjenestekarl i Vallensbæk Præstegaard.

VALLENSBÆK LOKALHISTORISKE FORENING – oktober 2010 og maj 2011