Da jeg havde læst i Peter Sorenius bog om Vallensbæk »Fra bondeland til planlagt by« om den Fægyde som blev fundet i Vallensbæk, i forbindelse med udgravningen på det stykke jord som engang havde tilhørt »Enghavegård« og som jeg engang havde boet på, det var fra 1953 – 1959, var det derfor i min interesse at finde ud af noget mere, så jeg kørte til Lejre, for at se den rekonstruktion, som var rekonstrueret af Fægyden i Vallensbæk. Den efterfølgende artikel er fra Skalk og forfattet af Flemming Kaul. Jeg har afskrevet denne artikel med tilladelse fra SKALK no. 5, 1985 side 18 – 20.
Henriette Tromborg
De senere års store bopladsundersøgelser har henledt opmærksomheden på et tidligere ikke særlig påagtet træk ved jernaldersamfundet: dets omfattende brug af hegn. Enkelte gårde kunne være indhegnet, men også hele landsbyer. Hegnene har sat skellet mellem mit og dit, men tjente vel også det rent praktiske formål at holde husdyrene på den plads, der tilkom dem. I det følgende skal vi møde en helt ny hegnstype, som der nok vil høres mere om i fremtiden.
Tæt sydvest for København ligger den gamle Vallensbæk landsby (ikke at forveksle med det nærliggende moderne byggeri ved Vallensbæk Strand). Et område her blev udstykket til parcelhuse, men inden byggemodningen gik i gang, fik museumsfolkene lejlighed til at undersøge, hvad der måtte skjule sig af arkæologisk interesse under grønsværen.
Bag undersøgelsen stod København Amtsmuseumsråd, og finansieringen skyldes Vallensbæk Kommune, der i det hele taget viste sagen megen velvilje.
Resultatet har været en række gode fund fra vidt forskellige perioder: stenalder, bronzealder, jernalder. Vigtigst var undersøgelserne foråret 1984, hvor der afdækkedes et par gårdsanlæg fra germansk jernalder eller vikingetid: desværre tillader fundene ingen snæver datering, men konstruktive træk ved husene viser nogenlunde hvor i tidsforløbet vi befinder os. Stedet ligger ganske tæt ved landsbyen, på et plateau over for Store Vejleås dal. Til hver gård hørte flere huse af forskellig størrelse og funktion, men det er ikke dem, artiklen skal handle om, derimod et anlæg, der fra den ene gård strakte sig ned mod den nærliggende ådals engområder. Det er af en art, som der ikke kendes magen til i vor forhistorie.
Den omtalte gård har bestået af tre huse, de to orienteret i øst-vestlig retning, det tredje – åbenbart et udhus – i nord-sydlig. Vort foretrukne anlæg ligger ud for dette sidstnævnte, det begynder præcis, hvor bakkeskråningen begynder, og fortsætter ned ad denne til den fugtige bund af ådalen, hvor der endnu i dag er engarealer, der er tale om rækker af stolpehuller, spor efter to fuldstændig parallelle hegn, 47,5 meter lange og med en indbyrdes afstand på godt syv meter. Til hvert hegn hørte tre stolperækker, de to inderst stod ganske tæt op ad hinanden og har vel på et eller anden måde holdt sammen på en træ opbygning (brædder, greneværk eller lignende), mens den yderste har haft en støttende funktion; hældning indad var endnu kendelig i jordlagene. I dobbeltrækken er den indbyrdes afstand mellem pælene én – to meter, i støtterækken noget større.
Nogle få skår, som blev fundet i stolpehullerne, er desværre ukarakteristiske, men dog helt sikkert fra oldtiden, og da der i øvrigt ikke er iagttaget spor af hverken ældre eller yngre bebyggelse på netop dette sted, kan man formodentlig gå ud fra, at stolpesætningen og den ovenfor liggende gård hører sammen. Men hvad har dette meget regelrette bygningsværk været brugt til? De landskabelige forhold taget i betragtning syntes det rimeligst, at der er tale om en indhegnet sti til passage, som kvæget blev drevet ad, når det fra engens græsningsarealer skulle op til gårdens stald eller omvendt. Hvor hegnene slutter ned mod dalen, er der ved hver side et ekstra stolpehul. Måske det har været et led.
Nogen egentlig fold synes der ikke at have været nede i engen; der er hvert fald ikke fundet spor af en sådan. Kvæget har vel været vogtet af hyrder, men hvorfor så hegnene op af skråningen? Vel sagtens fordi man har haft sine kornmarker, som man naturligvis ikke ønskede nedtrampet.
Rekonstruktionsforsøg. Tegning: J. Kraglund
Foto: Henriette Tromborg
Måske har indhegningen også fungeret som malkeplads eller natfold – den var jo meget omhyggeligt konstrueret og har tydeligvis skullet kunne holde til en del. I sommertiden har dyrene formodentlig gået ude døgnet rundt, men det er tænkeligt, at man om aftenen samlede dem i indhegningen, hvor de med menneskene i nærheden kunne være i nogenlunde sikkerhed for ulve og kvægtyve.
Bemærk hvor gennemtænkt konstruktionen er. De to hegn virker næsten symmetriske.
I forbindelse med udgravningen blev der taget fosfatprøver over området; de kan i heldige tilfælde afsløre gødningsaflejringer. Billedet var ikke helt entydigt, men det kunne dog ses, at de højeste fosfatværdier et stykke oppe ad skråningen faldt lige uden for hegnet. Så måske har man skovlet møget ud på marken, dels vel for renlighedens skyld, dels for at udnytte det ved dyrkningen.
Anlæg af denne art er, som allerede bemærket, ikke tidligere truffet i danske oldtidsfund, men man behøver ikke at lede længe i vore nordlige nabolande for at støde på hegnede »stier« af samme form og dimension og fra nogenlunde samme periode, yngre romertid og germansk jernalder, som Vallensbæk passagen. I én henseende adskiller de sig dog fra det danske anlæg, hegnene er ikke af træ, men af sten; der er tale om regulære stengærder. Især på Gotland og Öland har sådanne dobbeltdiger været kendt i mange år, og tolkningen af dem ligger helt på linje med den, vi har anlagt for det danske fund. I Norge er det navnlig Vestlandet, der har bidraget med konstruktioner af denne art; et eksemplar, som i udstrækning svarer ret nøje til det i Vallensbæk, kendes således fra gårdsanlægget Vatland – det har ført ned til et vandløb, på hvis anden side græsningsarealerne må antages at have befundet sig. De norske dobbeltdiger er så almindelige, at man uden videre går ud fra, at den bygning, de leder op til, var gårdens stald. Det samme kan tænkes i Vallensbæk.
De stenbyggede kreaturstier er for resten ikke begrænset til oldtiden. Mange steder, for eksempel i Småland, kan man se dem endnu, men ofte overgroet eller ved at springe i skov, fordi de ikke længere bliver brugt. Og nu kan vi pludselig vende hjem, for sådanne sene anlæg er ikke ukendt i Danmark. Et godt og usædvanlig velvoksent eksemplar er den såkaldte Værløse Fægyde i Nordsjælland, der med sin stengærder fører fra Værløse, gennem Hareskoven, ned til tidligere græsningsarealer ved Hareskovby; den blev anlagt ved udskiftningen i 1700-årene for at forhindre kvæget i at ødelægge skoven. For øvrigt kan enhver gå ud på en ganske almindelig dansk gård og se en fægyder i brug, dog nu ikke kantet med hverken træn eller stengærder, men med elektrisk hegn.
Flemming Kaul.
Gengivet med tilladelse fra www.skalk.dk
Opdateret d. 10.9.2004 og 23.8.2019 (foto)
Skriv et svar